Vejledning for Kedelpassere
Forfatter: F. Wagner
År: 1896
Forlag: Universitetsboghandler G. E. C. Gad.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 119
Med 132 Figurer i Teksten.
Udgivet med justitsministeriets Unoerstøttelse.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
67
3. Kedelstenens Bestanddele ere selvfølgelig i hpj Grad variable.
Ved Kedler her i Landet vil Stenen hovedsagelig indeholde forskellige Kalk-
salte som Gibs (svovlsur Kalk) eller opløft Kridt (knlsur Kalk) og dermed
beslægtede Stoffer (Mngnesiasalte); desuden kan den Deere jcernholdig, hid-
rprende fra Kedlen og Fpdeledningen, og hvor Kedlen mer eller mindre
fpdes med Vand, der som Damp har passeret Maskinen, vil der kunne
nære Kobber, hidrprende fra dennes Armaturdele, og Fedtstoffer hidrprende
fra Smprelsen.
Den kulsure Kalk er i Reglen i stor Overvægt, den er meget lidt
oplpselig i rent Vand og har derfor kun været oplpst af Fpdevandet, fordi
dette indeholdt KUlsyre. Saasnart denne ved Opvarmning uddrives af
Vandet, maa altsaa den kulsure Kalk udfældes; har man derfor en vel-
indrettet Forvarmer, vil denne tilbageholde en stor Del af Kedelstenen. Er
der fint kulsur Kalk tilstede, vil den nærmest fældes ud i Pulverform altsaa
komme til at danne Slam, men en ringe Mængde Gibs eller Jcernfor-
bindelser i Fpdevandet virke paa den kulsure Kalk som Bindemiddel, saa at
den danner en fast Stenmasse.
Fedtstoffer give en blæret Kedelsten, der dog kan sidde temmelig fast.
Gibs er oplpselig i 500 Dele koldt Vand, men jo varmere Vandet
bliver, des mindre Gibs kan det oplpse; Kedelvandet naar derfor hurtig sin
Mætningsgrad med Gibs, og denne kommer trods ben ringe Mængde, i
hvilken den findes, dog til at spille en farlig Rolle, da den som nævnt
virker som Kit for Partiklerne af kulsur Kalk.
Som almindelig Regel kan det siges, at det rene Kildevand vil give
langt mere Kedelsten end det urenere Overfladevand fra et Vandlsb.
Kedelstenen aflejres ikke join et ligetykt Lag over hele
Kedlen, men det er ofte ikke muligt at forklare Grunden til den uens
Aflejring, idet Kedlens Form, Konstruktion og Jndmaring gøre sig gældende.
Foruden paa Bunden og langs Vandspejlet træffer man fortrinsvis Kedel-
stenen paa det aller uheldigste Sted, hvor Kedlen er mest udsat for Ildens
Paavirkninger, altsaa nærmest over Fyret. Hyppig forekommer ogsaa store
StenknUder ved Fpderprets Jndmundig og i selve Rpret, som ofte kan
blive helt tilstoppet.
4. Mængden af Kedelsten, der afsætter sig i en Kedel, er foruden
af, hvormeget Fpdevand Kedlen har fordampet, og dettes Haardhedsgrad
afhængig af, hvorledes man føber, og om man anvender noget Middel
mod Stendannelse.
Lader man den samme Vandmængde idelig cirkulere fra Kedlen, hvor
den fordamper, til Maskinen, hvor den atter fortættes og gaar tilbage til
Kedlen, vil man saa at sige ingen Kedelsten faa, da man kun skal erstatte
det Vand, der gaar ud af Prpveapparater, Sikkerhedsventil o. s. v. men
5*