Vejledning for Kedelpassere

Forfatter: F. Wagner

År: 1896

Forlag: Universitetsboghandler G. E. C. Gad.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 119

Med 132 Figurer i Teksten.

Udgivet med justitsministeriets Unoerstøttelse.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 132 Forrige Næste
67 3. Kedelstenens Bestanddele ere selvfølgelig i hpj Grad variable. Ved Kedler her i Landet vil Stenen hovedsagelig indeholde forskellige Kalk- salte som Gibs (svovlsur Kalk) eller opløft Kridt (knlsur Kalk) og dermed beslægtede Stoffer (Mngnesiasalte); desuden kan den Deere jcernholdig, hid- rprende fra Kedlen og Fpdeledningen, og hvor Kedlen mer eller mindre fpdes med Vand, der som Damp har passeret Maskinen, vil der kunne nære Kobber, hidrprende fra dennes Armaturdele, og Fedtstoffer hidrprende fra Smprelsen. Den kulsure Kalk er i Reglen i stor Overvægt, den er meget lidt oplpselig i rent Vand og har derfor kun været oplpst af Fpdevandet, fordi dette indeholdt KUlsyre. Saasnart denne ved Opvarmning uddrives af Vandet, maa altsaa den kulsure Kalk udfældes; har man derfor en vel- indrettet Forvarmer, vil denne tilbageholde en stor Del af Kedelstenen. Er der fint kulsur Kalk tilstede, vil den nærmest fældes ud i Pulverform altsaa komme til at danne Slam, men en ringe Mængde Gibs eller Jcernfor- bindelser i Fpdevandet virke paa den kulsure Kalk som Bindemiddel, saa at den danner en fast Stenmasse. Fedtstoffer give en blæret Kedelsten, der dog kan sidde temmelig fast. Gibs er oplpselig i 500 Dele koldt Vand, men jo varmere Vandet bliver, des mindre Gibs kan det oplpse; Kedelvandet naar derfor hurtig sin Mætningsgrad med Gibs, og denne kommer trods ben ringe Mængde, i hvilken den findes, dog til at spille en farlig Rolle, da den som nævnt virker som Kit for Partiklerne af kulsur Kalk. Som almindelig Regel kan det siges, at det rene Kildevand vil give langt mere Kedelsten end det urenere Overfladevand fra et Vandlsb. Kedelstenen aflejres ikke join et ligetykt Lag over hele Kedlen, men det er ofte ikke muligt at forklare Grunden til den uens Aflejring, idet Kedlens Form, Konstruktion og Jndmaring gøre sig gældende. Foruden paa Bunden og langs Vandspejlet træffer man fortrinsvis Kedel- stenen paa det aller uheldigste Sted, hvor Kedlen er mest udsat for Ildens Paavirkninger, altsaa nærmest over Fyret. Hyppig forekommer ogsaa store StenknUder ved Fpderprets Jndmundig og i selve Rpret, som ofte kan blive helt tilstoppet. 4. Mængden af Kedelsten, der afsætter sig i en Kedel, er foruden af, hvormeget Fpdevand Kedlen har fordampet, og dettes Haardhedsgrad afhængig af, hvorledes man føber, og om man anvender noget Middel mod Stendannelse. Lader man den samme Vandmængde idelig cirkulere fra Kedlen, hvor den fordamper, til Maskinen, hvor den atter fortættes og gaar tilbage til Kedlen, vil man saa at sige ingen Kedelsten faa, da man kun skal erstatte det Vand, der gaar ud af Prpveapparater, Sikkerhedsventil o. s. v. men 5*