Den Danske Lods

Kapitel I. Redningsvæsen. «P Strandinger. Undladelse aï at bruge Loddet i Tide er ofte den egentlige Aarsag til Stran- dinger, og det kan derfor ikke ofte nok indprentes de Søfarende, at man kan aldrig lodde for ofte, m,en tidt for sjældent. Hvis Stranding er uundgaaelig for et Sejlskib, bør Føreren, beslutte sig til at sejle paa Land, hellere end at vente til Skibet driver i Land. Ved at sejle paa Land har man. den Fordel, at Skibet paa Grund af dets Fart kommer Kysten saa nær som muligt, inden det staar fast, og det kan muligvis lykkes at bringe Skibet over en Revle, paa hvilken det vilde være’blevet staaende, dersom, det var drevet i Land, og paa forskellige Steder af Kysten vil det maaske kunne blive sat helt op i Havstokken. Da Soen har Tilbøjelighed til at kaste et strandet Skib tværs, saa at det kommer til at staa parallelt med Land, er det ogsaa af den Grund fordelagtigt at sætte paa med Fart, hvorved Skibet kan komme til at staa saa m,eget fastere. Under Landsætningen bør man kun føre Forsejl, thi dersom Styret skulde gaa fra Skibet, kan man da i alt Fald hurtigere komme ti] Kurs igen, end om, m,an tillige havde haft Agtersejl til. Det er naturligvis heldigst at sejle paa Land tidligt paa Dagen, navnlig om Vin- teren, da Dagslyset kun varer kort, endvidere er det paa den S.-lige Del af Jyllands W.-Kyst, hvor Forskellen mellem, Højvande og Lavvande er stor, fordelagtigst at sætte paa med. Højvande. Det vil ogsaa være heldigt, hvis man kan vælge Landingsstedet, da at søge saa nær som, muligt til en. Rednings-Station (se Kort 17), hvorved Rednings- mandskabet har kortere Vej at transportere Redningsapparaterne, og en kostbar Tid kan vindes. Efter Grundstødningen bor man lade Sejlene staa for at støtte Skibet og muligvis forhindre, at det kæntrer udover. Strømmen skærer nemlig Sandet bort under Skibet, og dette vil, især naar det er lobet fuldt af Vand, arbejde sig dybere ned i Sandet eller kæntre over til den ene eller anden Side, og det synes, at Tilbøjeligheden til at kæntre udover er størst. Dette er det farligste, idet Søen ved at bryde lige ind paa Dækket for- hindrer Mandskabet i at opholde sig der og tillige hurtigst slaar Skibet i Stykker. Er man om Bord ikke aldeles sikker paa at være iagttaget i Land, bør m,an snarest muligt gøre Nød-Signal og vedblive dermed, indtil m,an er bleven bemærket i Land. Nød-Signaler, se Side 91. I Nærheden af Rednings-Stationer maa det bestemt fraraades at forlade Skibet i dettes egne Baade uden paatrængende Nødvendighed, men Redningsforsøg fra Land bør afventes, da de vil blive foretaget uden mindste Tidsspilde. Ogsaa m,aa det fraraades at kappe Masterne; thi dels kan Sejlene da ikke niere støtte Skibet, og dels kan den kappede Rejsning blive liggende paa læ Side af Skibet og vanske- liggøre Besætningens Redning ved Baad, og endvidere kan Trossens ombordhaling derved umuliggøres, dersom, Redning søges udført ved Raketapparat. Masterne vil endelig savnes, da det gælder om at fastgore Redniiigstrossen højt til Vejrs. Det er af stor Vigtighed, at Trossen fastgøres højt oppe, navnlig hvor Kysten er flad, og Skibet staar langt fra Land, da det derved undgaas at hale Besætningen i Land gennem Brændingen, hvilket kan være livsfarligt. Den kappede Rigning kan ogsaa bidrage til, at Skibet hurtigere sønderslaas, naar den kominer til at ligge til Luvart, hvilket let kan ske, naar Skibet, ved Sandets Bortskæring under det, forandrer Stilling. Det maa anbefales at sætte en tom, Tønde eller en anden letflydende Genstand over Bord, efter at der er stukket en smækker Trosse eller Line paa den. Selv om denne Gen- stand. ikke driver i Land, og Forbindelse saaledes ikke opnaas, kan Trossen muligvis fiskes af Redningsbaaden og Forbindelse med denne lettere opnaas. Foregaar Redningen ved Raketapparat, og Skibet staar uden for Rakettens Rækkevidde, vil det muligvis lykkes 12