Den Danske Lods

110 Kapitel II. Nordsø n. Strandinger, Det er vanskeligt nøjagtigt at angive den Dybde, til hvilken Bølgebevægelsen kan. paavirke Havbunden. Det kan i saa Henseende være oplysende, at paa Doggers-Banke kan Skibe paa Dybder af 20 à 25 m faa Sand skyllet ind paa Dækket. At ogsaa Strom,m,ene kan virke udskærende paa betydelige Dybder, derpaa synes den Omstændighed at tyde, at m,an ved Landets fremspringende Pynter, f. Eks. ved Hanstholm, paa over 20 m, Dybde træffer langstrakte Banker med mellemliggende Render, hvis Længderetning falder sammen m,ed Strømretningen paa Stedet. At Udskæringerne i Havbunden netop findes paa saadanne Steder, ligger vel i, at Strømmene altid for- stærkes ud for Pynterne, ved at disse indsnævre! Havbundens Profil. Da Forskellen mellem, Højvande og Lavvande langs W.-Kysten kun er ringe, 0.3 à 0,g ni, kommer Bølgeslaget under normale Forhold kun til at virke paa et meget smalt Bælte af Strandbredden, hvad der gør dets Virkning paa Havstokken stærkere, end om Angrebet ved et kraftigere Tidevande fordeltes over et bredere Bælte. Hav- stokken optræder derfor med et betydeligt stærkere Fald end baade Strandbredden indenfor og den umiddelbart udenfor liggende Forstrand. Strandinger. De i Sejlskibsperioden hyppige Strandinger paa Jyllands W.- Kyst har forskellige Aarsager. Undertiden drives Sejlskibene i Land af Storm, om hvilken Strandingsaarsag der næppe lader sig meget sige. Da denne Kyst in,ed Undtagelse af Esbjerg, er blottet for Havne, har man nemlig, med en Paalandsstorm, ingen anden Udvej til at undgaa Stranding end at forsøge Opankring, medens der endnu er Tid dertil, eller dersom Vinden skager sig, eller det løjer af, saa at Sejlføring er mulig, da under Pres af Sejl at søge at klare Landet fra sig. Hyppigere er dog de Tilfælde, hvor Strandingen skyldes Forsejling, bevirket ved Strømsætning, fejlt Bestik, Mangel paa. Observationer og fremfor alt Undladelse af at bruge Loddet i Tide. En medvirkende Aarsag til Forsejling og deraf følgende Forlis er ofte den, at man ved Sejladsen over Nordsøen kommer for S.-ligt, hvilket især synes at være Tilfældet, efter at Vinden i længere Tid har blæst haardt af S. og derpaa er gaaet W.-lig og NW.-lig. Den under saadanne Forhold mod N. pressede Vandmasse søger da in, o cl S., hvor en Del af Vandmassen søger ud gennem den Engelske-Kanal, medens en anden Del i SE.-lig Retning føres over mod. den jyske Kyst, hvorfra den søger bort i SW.-lig Retning. Er ander slige Forhold Kursen ikke sat saa N.-lig, at Skibet faar denne sidste Strøm, under Læ, kommer det lægere end efter Bestikket og strander, hvis man ikke i betimelig Tid bliver opmærksom, paa. Skibets farlige Stilling. Opankring i det Øjeblik, Skibet er drevet over den yderste Revle, er den sidste Udvej, et Skib har til at undgaa Stranding, m,en denne Udvej m,aa dog altid anses soin, saare mislig, da Skibet let ved at stikke Kæde kommer til at hugge paa den næste Revle og af Ankeret forhindres i at hugge sig over denne og i at komme nærmere ind til Hav- stokken, hvorfra Mandskabet lettere reddes. Ethvert større Skib, der er vel forsynet med Anker og Kæder, bør vist derfor hellere forsøge at ankre op uden, for Revlerne, hvor det med 200 à 300 m Kæde ude paa et godt Anker kan haabe at bjærge sig, maaske endog uden at kappe Masterne. Dette gælder imidlertid kun, hvor der uden for Revlerne, findes et stort Flak, der formindsker Søens Voldsomhed. (Redningsvæsenet se Side 88). Kysten Syd for den dansk-tyske Grænse. S. for Grænsen ligger de nordjrisiske Øer Sild (Sylt) og Romø (Röm). Begge Øer har en i N.—S. langstrakt Form, de er sandede og bedækket med Klitter. Sild, den sydligste af Øerne, ligger en halv Snes Sin fra Fastlandet. 6 m-Kurven ligger c. % Sm fra Øens W.-Kyst, dog strækker denne sig ved Øens S.-Spids, S.-Enden