Forbrændingsmotorer 1911-1913

menter eller Akkumulatorer. Denne Tænding er imid- lertid uheldig, idet den hyppige Fornyelse af Ele- menterne giver en Usikkerhed i Motorens Drift. Bedre er Dynamotændinger, hvor Strømmen leveres af en lille Dynamo, der drejes uafbrudt rundt, og hvor Strømmen sluttes og afbrydes i Tændingsøje- blikket. En Del Dynamotændinger lider imidlertid af den Ulempe, at der er mange, stadigt løbende Dele, der er stærkt udsatte for Slid. Den nyeste og bedste elektriske Tænding er den saakaldte Magnettænding, hvor den lille Dynamo, der leverer den elektriske Strøm, kun bevæges kort før Tændingen indtræffer. Sædvanligvis bevæges Motorens Anker ud til Siden ved Hjælp af et An- greb paa Motorens Styreaksel eller i Forbindelse med denne, og i det øjeblik, Tændingen skal indtræffe, slipper Angrebet Ankeret, der af en Fjeder rives til- bage til sin Midterstilling. Herved dannes den elek- triske Strøm, og idet samtidig 2 Kontakter inde i Motoren, der normalt berører hinanden, pludselig rives fra hinanden, dannes der en Gnistvej, og Lad- ningen tændes. 4) Arbejdsslaget. Som vi allerede har gjort opmærksom paa, ud- fører Motoren kun Arbejde i enkelte Takter, og Ar- bejdet maa derfor fordeles til de øvrige ved Anven- delse af Svinghjul. For at faa saa meget Arbejde som muligt af en vis Mængde Brændsel, maa Be- gyndelsestrykket under Arbejdsslaget være saa stort som muligt, hvad vi tidligere har omtalt. Des- uden maa Blandingen af Forbrændingsluft og Brændsel 22