Kortfattet Kemi

117 godt Varme og Elektricitet. Heller ikke den Maade, hvorpaa Grafit er dannet i Naturen, er ganske klar. 1 (162) er nævnt, hvorledes den kan fremstilles konstigt. At disse to tilsyneladende saa forskjellige Stoffer dog begge ere rent Kulstof, bevises ved, at de begge i Ilt kunne brænde til Kulsyre. Amorft Kul. De organisse Stoffer efterlade næsten alle, naar de ophedes uden Luftens Adgang, et mere eller mindre porøst Kul. Saaledes vindes Trækul ved Forkulning af Træ i murede Ovne eller i Miler, Stakke af Form som afstumpede Kegler, hvori Træstykkerne ordnes symmetrisk om en Stok i Midten. De tændes ved Foden af denne. Det Hele er bedækket med Græs- tørv, og Forbrændingen ledes ved at dække Aabninger i dette Yderlag. — Kokes faaes ved Glødning af Stenkul uden Luftens Adgang, dels som Biprodukt ved Gas- fabrikationen (167), dels i egne Ovne. — Benkul vindes ved Forkulning af Benenes Bruskdele. Kulstoffet i Ben- kullene er meget fint fordelt, idet det er blandet med omtr. 90 Proc. fosforsur Kalk. — Dyrkul, Blodkul dannes ved Forkulning af dyriske Substanser (Blod, Hornaöald). Herved udvikles en Del af de dyriske Stoffers Kvælstof (163) i Form af Ammoniak og vindes som Biprodukt (122), men en Del bliver i Kullene (170). De porøse Kul have en særegen Evne til at ind- suge Luftarter (under en Varmeudvikling, der kan stige til Selvantændelse), lugtende Stoffer og Farvestoffer. Saaledes indsuger et Stykke friskt udglødet Trækul (afkølet under Kvæg- sølv) Ammoniak, Ilt, Svovlbrinte i rigelig Mængde. Rystes (varm) Rødvin med fintpulveriserede Trækul, saa løber Vinen ved Fil- trering farveløs igjennem. De Luftarter, der udvikles ved Forraadnelse, synes at forbrændes langsomt ved den paa de porøse Kuls store Overflade fortættede Ilt. Benkul anvendes i stor Maalestok i Sukkerfabrikerne til Af- farvning af Sukkersaften. Særegne Arter af amorft Kul faaes ved ufuldstændig For- brænding af kulrige organiske Stoffer (Harpix og Terebinthinolie