Kortfattet Kemi

119 igjen blev begravet, o. s. fr. Saadaime Hævninger og Sænkninger af Jordoverfladen foregaa endnu og have fundet Sted i alle Jordperioder; de ere sandsynligvis ligesom nu altid skete meget langsomt. Ved Overgangen fra Træ til Kul, som mulig undertiden er bleven under- støttet af den indre Jordvarme, afgav Plantedelene for- trinsvis Ilt og Brint. Vi finde derfor ogsaa, at Brint- og navnlig Iltmængden aftager stærkt fra Brunkul gjennem Stenkul til Anthracite Sml. (179). Da mi Planterne optage deres Kulstof af Luften i Form af Kulsyre, saa inaa alt det Kul, vi nu finde af- lejret i Kullagene, engang have-været tilstede i Luften som Kulsyre. Og da alene Nordamerikas Kullag ind- tage et Fladerum af omtr. 9000 Kvadratmil, Europas omtr. 400 Kvadratmil, saa er det let at indsee, at Kul- tidens Planteliv har spillet en stor Rolle med Hensyn til at gjøre Luften rigere paa Ilt og fattigere paa Kul- syre, altsaa mere skikket til at underholde dyrisk Liv. En lignende Virksomhed have Fortidens talrige Koraller og andre kalkforbrugende Dyr udfoldet, idet de have nedlagt uhyre Masser af Kulstof i Jorden i Form af kulsur Kalk. Men idet hin Planteverden under Sollysets Ind- virkning sønderdelte Atmosfærens Kulsyre, idet den gjorde Kulsyrens Kulstof brændbart, dens Ilt ildnærende, saa tog den den Kraft, som hertil er nødvendig (55). fra Sollyset. Thi Lys er kraftig Virksomhed, ligesom Varme er det. Do satte derved os istand til paa nj at forene Kulstof med Ilt og anvende den derved udviklede Varme til at drive vore Maskiner, til at frembringe den uhyre mechaniske Kraft, som Nutidens Industri for- bruger. Ligesom det er Solen, der bringer A andet til at fordampe og vande vore Marker, saaledes er det Solen, vi skylde, at Jorden indeholder Kul nok til at brænde og Luften Ilt nok til at forbrænde det.