Kortfattet Kemi

24 med Vand til en Ammoniakiorbindelse. Overhælder man Zink med svag Svovlsyre og drypper man, naar Brint- udviklingen er i fuld Gang, Salpetersyre til, kan Brint- udviklingen næsten ganske standses, idet al Brinten anvendes til at danne Vand med Salpetersyrens Ilt og Ammoniak med dens Kvælstof (sml. 31, hvor Brintens Virk- ning ikke gaaer saa vidt). I stor Mængde vindes Ammoniak ved Gasværkerne. Gassen tilvirkes som bekjendt af Stenkul, men disse indeholde foruden Kulstof ogsaa Brint og Ilt og desuden omtr. 3/4 Procent Kvælstof. Ophedes nu Stenkullene uden Luftens Adgang, saa forene baade Kulstoffet, Kvælstoffet og Ilten sig med Brint. Kulbrinterne*) danne Gassen, Kvælstofbrinten er Ammoniak, Iltbrinten er Vanddamp, som fortætter sig og opløser Ammoniaken. Dette Gasvand er Nutidens vigtigste Kilde til Ammoniak. Man destilleret det og lader Destillatet, som indeholder al Ammoniaken, flyde ud i Saltsyre. Da Ammoniak let forener sig med alle Syrer, saa dannes her saltsurt Ammoniak, den s. k. Salmiak, der krystalliserer ved Afdampning af Opløs- ningen. Af Salmiak faaes ren Ammoniak, naar man blander 1 Vægtdel Salmiakpulver med 2 Vd. pulveriseret brændt Kalk i et Prøveglas a (Fig. 13). ludvirkningen begynder ved sædvanlig Temp., men understøttes ved Op- varmning. Herved forener Kalken sig med Saltsyren, og Ammoniaken bliver fri. Den tørres ved at ledes over brændt Kalk. Derfor fyldes Prøveglasset a med Stykker af brændt Kalk af Størrelse som Ærter, og Luften ledes yderligere gjennem et andet Prøveglas b med saadanne Kalkstykker. Ammoniak indsuges af Vand, kan den ikke opsamles over Vand, men enten over Kvægsølv, eller, da den er betydelig lettere end Luften, i eu omvendt tom ') Der dannes her mange Kulbrinter, hvorom mere i det følgende (167), men Hovedbestanddelen af Gassen er den lette Kulbrinte, en Luftart, som bestaaer af 1 Vægtdel Brint og 3 Vd. Kulstof.