79
I dette Tilfælde vil vi altsaa kunne nøjes med et samlet Lednings-
tværsnit paa 3q mm2, eller det halve af, hvad vi før havde. Vi vil alt-
saa kunne opnaa en ganske betydelig Kobberbesparelse ved at anvende
det sammensatte System.
Ved Stjerneforbindelsen forenes de 3 ens-
beliggende Ender af de 3 Faseviklinger til
et fælles Nulpunkt. Til de 3 andre Ender
(Begyndelserne) tilsluttes Nettets 3 Ledninger
(Fig. 88).
Strømmen, der gaar ud i Nettets Led-
ninger Jn, er lig Strømmen i en Fasevik-
ling Jr. Strømmen Jo i Midterlederen bliver
ved lige store Strømme i Yderlederne lig 0.
Et Voltmeter indskudt mellem Nulpunktet
og en af Nettets Ledninger giver Fasevik- Fig. 88.
lingens Spænding Ef, ogsaa kaldet Inder-
spændingen. Da vi har forbundet Enderne af de to Spoler med hin-
anden skal vi for at faa den resulterende Spænding tage Differensen
(sammenlign hosstaaende Figur 90). Vi benytter nu Vektordiagrammet
(Fig. 89) til at finde denne Differens, idet vi ligesom ved Sammensætning
af Kræfter finder Summen, efter at den ene af Komposanlerne er afsat
i modsat Retning. Det ses da let af Diagrammet (Fig. 89), at Netspæn-
dingen eller Yderspændingen En niaa være ‘Ef.
Arbejdsudviklingen i en saadan Maskine er naturligvis Summen al
Arbejdet pr. Fase. Naar der ingen Faseforskydning findes mellem
Strøm og Spænding i samme Fase, er Arbejdet pr. Sekund eller Effek-
ten pr. Fase lig: Wf=Ef-Jf.
Ved Faseforskydningen cp faas:
Wf = Ef • Jf • cos ep.
Den hele Effekt er da:
W = 3 -Ef‘Jf‘ cos ep.