Den Islandske Lods

Nordvest-Fjordene. 85 end Søvinden. Den ledsages altid af stærke Fjeldkast. Det kan dog hænde, at det blæser stift ud af en Fjord, og at det samtidig er Stille til Søs. Paa Grund af de nævnte Fjeldkast maa Sejlføringen skænkes den største Opmærk- somhed, og kun faa Bovensejl føres. Skyerne maa nøje iagttages. Naar Vinden jager Drivskyer, og disse driver let over, forbi og mellem Fjeldene uden at op- holdes meget, bliver Kastene sjældent meget stærke; men naar Drivskyerne op- holdes af Fjeldene, lægger sig op mod dem, og især naar de lægger sig fast og langt ned ad Fjeldsiderne, da kan man vente sig meget voldsomme Fjeldkast. Man bør under Krydsning ikke komme Kysterne for nær, da man derved udsætter sig for at falde i Stille og miste Styret. Strøm. Ud for Nordvest-Fjordene findes temmelig stærir Ebbe og Flod. Floden sætter NØ. hen, Ebben den modsatte Vej. Floden sætter ind i Fjordene langs disses S.-Side og ud langs N.-Siden, medens Ebben løber omvendt, et For- hold, der især af Sejlskibe kan udnyttes med megen Fordel. Hvor langt ind paa Fjordene Ebbe og Flod løber paa denne Maade er for- skelligt; men ofte er det ikke mere end 1 à 2 Sm, da Strømmen der indenfor i Overfladen altid er udgaaende paa Grund af den betydelige Tilførsel af fersk Vand fra de talrige Elve og mindre Vandløb. Denne Tilførsel retter sig selvfølgelig efter Aarstiden. Den udgaaende Strøm er altid stærkest paa Fjordenes N.-Side og fremkalder meget hyppigt et Idvande paa S.-Siden. Dette er et Forhold, som Sejlskibe skal vel erindre, naar de er ud for fremspringende Pynter, hvor Strømmen altid løber stærkt. Inden for 2 Sm fra Kysten vedbliver Floden at løbe NØ. i c. 1% Time efter Højvande inde ved Land. Strømskiftet falder senere, jo længere man fjerner sig fra Land, saaledes at man i en Afstand af c. 20 Sm beholder Floden 3 Timer længere end inde ved Land. Skibe, der krydser N. paa, skal derfor mod Slutningen af Floden holde Styrbords Halse eller Bovten udefter. Paa Grund af den Forskel i Styrke, der er paa Flod og Ebbe, er det altid besværligere langs Vestlandet at krydse S. paa end N. paa. Is. Som Regel nærmer Polarisen sig, som alt nævnt, sjældent til Nordvest- Fjordene. I meget strenge Isaar og efter vedholdende N.-lige Vinde haves dog Eksempler paa, at Isen har fyldt Mundingen af Sugandafjørdr og vist sig i Mun- dingen af Ønundarfjørdr, ja selv i Dyrafjørdr. Ingen af Nordvest-Fjordene egner sig imidlertid til Overvintring paa Grund af, at den Is, der dannes paa dem, hyppigt gaar i Drift, foranlediget dels ved, at Dønningen fra Søen kan naa langt ind paa Fjordene, dels ved Springtids Ebbe og Flod. Kysten fra Lätrabjarg til Straumnes. Denne Del af Kysten bestaar afvekslende af Lavninger, der løber helt ud til Havet, og af stejle, men ikke høje Fjelde. Det gule Sand, der danner Bunden i disse Lavninger, gør Kysten meget kendelig ved Anduvning i usigtbart Vejr. De to Vige, Breidavik og Kollsvik, afgiver med Fralandsvind gode Stoppepladser.