Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

100 skulde derfor Enhver vælge det Arbeide, meest, og de, der valgte det samme, skulde forene sig i større og mindre Grupper, som skulde arbeide i Forening; men da det samme Arbeide bliver trættende, naar det fort- sættes i længere Tid, skulde disse Grupper ikke være fast- staaende, men Enhver skulde, naar han blevkjed af et Slags Arbeide, forlade det og gaae over i en anden Gruppe, som var beskjæftiget med det Arbeide, til hvilket han nu havde ineest Lyst. Idet man saaledes beskjæftigede sig paa den Maade. man fandt meest tiltrækkende, og idet man udhvilede sig fra et Arbeide, medens man udførte et andet, skulde det hele Udbytte blive langt betydeligere. Det fortjener neppe en alvorlig Undersøgelse, om en saadan Organisation under vore Samfundsforhold kan lede til et nyttigt Resultat. Det er indlysende, at en Ordning, livis Udgangspunct er Enhvers øieblikkelige Lyst, maa mangle den Eenhed og Sammenhæng, som er den nødven- digste Betingelse for et godt Resultat, og at den Harmoni imellem alle de individuelle Bestræbelser, som i den nu- værende Tilstand er en Virkning af Enhvers Iver for at forbedre sin Tilstand, neppe vilde fremkomme, naar øje- blikkelig Lystfølelse skulde være den eneste Lov*). *) Jeg har indskrænket mig til ovenstaaénde ufuldstændige Fremstilling af Fouriers Anskueiser og Forslag, fordi det har ligget udenfor min Plan at gjøre dem til Gjenstand for en omfattende Undersøgelse. Jeg har kun villet antyde den fuldstændige Modsætning, der finder Sted imellem hans Anskuelser om den hensigtsmæssigste Ordning af Arbeidet og de Forhold, som det virkelige Liv frembyder.