Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

165 Regjeringerne have saaledes undertiden forbeholdt sig selv Udøvelsen af enkelte industrielle Erhverv; i nogle Tilfælde for ved dem at forskaffe sig en Indtægtskilde, i andre for at kunne føre det Tilsyn med Udøvelsen af den paagjældende Industrigreen, som maa ansees for nødvendigt for Borgernes Sikkerhed. — Hvorvidt <let kan være rigtigt at anvende Monopoler som en Indtægtskilde, er et finants- videnskabeligt Spørg^maal, som ikke hører herhen , dog maa det i Forbigaaende bemærkes, at saadanne Regaler, som man kalder dem. ialmindelighed afgive et høist kostbart og uhensigtsmæssigt Middel til at opkræve Skat af Befolk- ningen (thi anderledes kan den Indtægt, som Staten for- skafler sig ad denne Vei, ikke betragtes), og at de derfor ingenlunde kunne anbefales som en almindelig Regel. Derimod kan det vistnok være rigtigt, at Staten for- beholder sig selv saadanne Erhverv, som vel ifølge Sagens Natur kunne udføres af Private, maaskee endogsaa med færre Omkostninger. men hvor Billighed er et mindre vig- tigt Hensyn, og det især er magtpaaliggende, at den paa- gjældende Gjenstand udføres med den störst mulige Nøi- agtighed. Myntningen af de ædle Metaller afgiver et iøine- faldendeExempel paa Hensigtsmæssigheden af saadanne Mo- nopoler. Det er i og for sig en simpel Forretning, hvis Udøvelse man imidlertid ikke kan overlade til den private Industri og den fri Concurrence, fordi man derved vilde være udsat for, at Mynterne ikke altid vilde blive forfærdigede overeensstemmende med den gjældende Myntfod, og Penge- væsenet saaledes let vilde frembyde en Usikkerhed, som kunde være høist farlig for den oeconomiske Udvikling. Naar Staten derimod selv paatager gig den, har man den størst mulige Sikkerhed for, at Mynterne virkeligt inde- holde den lovbefalede Mængde af ædelt Metal i det be-