Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

218 uretfærdigt, om Tabet skulde ramme den, som tilfældig- viis var i Besiddelse af den paagjældende Eiendom; han bør have en tilsvarende Erstatning for den. Paa denne Maade mister han den i Virkeligheden ikke, men be- varer den under en forandret Form. — Det er lige- ledes klart, at Staten maa være berettiget til at op- kræve Skatter og af Borgernes Formue at tilegne sig, hvad den behøver til Opnaaelsen af sit Formaal. Da Borgerne igjennem Statens Bestaaen og den Nytte, som Statsinstitu- tionerne yde dem , faae Vederlag for hvad der saaledes bliver taget fra dem, kan dette egentligt ikke kaldes en Indskrænkning af Eiendomsretten. Staten paatager sig kun paa en ligelig Maade at fordele de Udgifter, som ere nødvendige for det Heles Vel. I andre Henseender er det mere vanskeligt at trække Grændserne. Dette gjælder navnlig med Hensyn til dens Varighed, hvorvidt det kan være rigtigt at udstrække Raa- (ligheden over Eiendomme ud over Døden. Enten kan man erklære, at Eiendom kun er livsvarig, saa at den ved Eiermandens Død gaaer over til Staten, som St.Simons Skole har foreslaaet, hvilket Forslag imidlertid aldrig er blevet ud- ført ; eller i Modsætning hertil kan man gjøre den til en ufor- gjængelig Ret, og give den nuværende Besidder Magt til at træfle Bestemmelse om Anvendelsen af den til evige Ti- der. Imellem disse Modsætninger findes der naturligviis en stor Mængde Overgange. Dette Forhold er i forskjellige Lande blevet ordnet paa forskjellig Maade; man har vel givet EiermandenRaa- dighed over sin Eiendom efter Døden , men dog ind- skrænket den i større eller mindre Grad. Den Forskjellig- hed, som saaledes finder Sted imellem Lande, som iøv- rigt staae paa et lignende Civilisationstrin, vidner om.