Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

219 at her ikke er Tale om nogen naturlig Ret, men at Ord- ningen mere afhænger af et Skjøn om, hvad man anseer for billigt og nyttigt. Det Hovedformaal, Staten maa have for Øie, bør være, at den ikke ved sine Indskrænk- ninger formindsker Lysten til Vindskibelighed og Spar- sommelighed , og dette opnaaes bedst ved en udstrakt Testationsfrihed. Idet Staten sikkrer Enhver efter sin Død at kunne anveitde sin Formue paa den Maade, han anseer for den nyttigste, giver den Alle en betydelig Spore til at udfolde den største Virksomhed. Dog bør denne Raa- dighed været begrændset af, at Eiendornmene ikke an- vendes paa en Maade, der kunde hindre Efterslegten i at høste den største Nytte af dem. Ved Bestemmelser i begge disse Retninger vil man bedst sørge baade for Nu- tidens og Fremtidens Tarv. — En videre Udvikling heraf ligger udenfor nærværende Undersøgelse. Hvor indlysende Ejendomsrettens Vigtighed og Nød- vendighed endogsaa er, har den dog ofte, navnlig i den nyere Tid, været Gjenstand for Angreb af communistiske og socialistiske Forfattere , «som med stor Styrke have henledet Opmærksomheden deeds paa nogle mindre gavn- lige Virkninger, som den nødvendigviis maa føre med sig, deels paa nogle Misbrug, til hvilke den undertiden kan give Anledning. — Man harsaaledes fremhævet, at Befolkningen under Eiendomsrettens Indflydelse bliver deelt i to store Hovedclasser, den besiddendeogden besiddelses- løse (Proletariatet), som baade i oeconomisk og social Henseende leve under høist ulige Kaar. Den sidste Classe har ikke andet Middel til at tilfredsstille sine Fornøden- heder end sin Arbeitskraft; den første derimod eier alle Landets Capitaler, og har heri et Middel til at forøge sine Indkomster, enten ved selv at bruge dem, eller ved at laane