Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

232 dog de Fleste stille sig det som Opgave at arbeide saa lidt som muligt. Samfundet vilde saaledes stadigt gaae tilbage. Man vilde vistnok ad denne Vei omsider opnaae en fuldstændig Lighed; men det vilde være Uvirksomhedens og Mangelens Lighed, og Alle vilde befinde sig i en Til- stand , som vilde være siettere end den sletteste, den nu- værende Samfundsorden frembyder. Den eneste Maade, paa hvilken et saadant Samfund til en vis Grad kunde holdes igang, vilde være den, at der val- en overordnet Myndighed, som baade anordnede, hvilket og hvormeget Arbeide Enhver skulde udføre, og hvorledes Arbeidets Producter skulde fordeles; men hvorfra skulde nogen menneskelig Magt faae den Indsigt, som var nød- vendig for at ordne dette retfærdigt, og hvorledes kan man tænke sig, at et Samfund vilde underordne sig den? I det heldigste Tilfælde vilde Communismen bevirke et Despoti, som istedeffor den nuværende paa saa mang- foldig Maade bevægede Tilstand, der giver en saa rig Leilighed til en mangesidig personlig Udvikling, vilde fremkalde en Ordning, hvor Enhver bevægede sig som en Dukke efter en høiere Magts Villie, og hvor al Udvikling vilde mangle; hvor der vistnok vilde være en Lighed, men som nærmest vilde være Dødens Lighed. — Forbrugen i Fælledsskab, som Communismen ogsaa fører med sig, vilde ikke være mindre skadelig, da ogsaa i denne Henseende enhver Yttring af en fri Personlighed vilde blive hindret, og navnlig alt sundt og eiendommeligt Familieliv vilde blive umuligt. Til Slutning fortjener det endnu at bemærkes, hvor- ledes alle sociale Reformatorer uden videre gjøre en aldeles utilladelig Forudsætning, idet de tænke sig Menne- skene frigjorte for alle lave Lidenskaber og opfyldte af