Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

16 Staten men dog ikke regner med til Borgerne; Plato ude- lukker dem endogsaa fra sin ideale Stat. Hos Romerne gjentager den samme Anskuelse sig, og Cicero tager ikke i Betænkning at sige, at der ikke kan findes noget Ædelt i et Værksted, og at Handelen, som er foragtelig, naar den drives i det Smaa, derimod, naar den drives efter en stor Maalestok, er „non admodum vituperanda.“ *) Saalænge saadanne Anskuelser vare de herskende, kunde der naturligviis ikke være Tale om dybere oeconomiske Undersøgelser, og man anstillede ingen Betragtninger over de enkelte Virksomheders forskjellige productive Be- tydning. Den politiske Oeconomi fik først Betydning i den senere Middelalder, da den første oeconomiske Skole, den saakaldte mercantile Skole, dannede sig. Denne udviklede ikke sine Anskuelser i en theoretisk Fremstilling men gjennem en Række praktiske Forholdsregler, der først og fuldstændigst bleve gjennemførte i Frankrig af Ludvig den Fjortendes Minister Colbert, og som siden udbredte sig til alle andre Lande. Denne Skole ansaae Penge og ædle Metaller, hvoraf hine bleve gjorte, som den eneste Rigdom. Den meente, at ligesom en privat Mand bliver rig ved at besidde dem i stor Mængde, da han derved bliver sat istand til i en omfattende Grad at forskaffe sig alle andre Ting, saaledes maatte ogsaa et Land blive rigt ved at være forsynet med dem i stor Mængde, og den ansaae kun de Arter af Arbeide, som bevirkede dette, for productive. Naar Landet var blottet lor Bjerg- værker, fra hvilke de ædle Metaller kunde fremdrages, som det i høi Grad er Tilfældet næsten i alle euro- *) Mac Culloch: Udg. af A. Smith: Wealth of Nations. S. XVI.