Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

342 i og for sig ere aldeles værdiløse, og* derfor ikke som de rede Penge kunne finde Afsætning i Udlandet. Da Pengenes Mængde altsaa vil vedblive atvære forøget med 50 pCt., maa deres Værdi ogsaa vedblive at være forringet med 50 pCt., og enhver ny Forøgelse vil yderligere frembringe den samme Virkning. Rede Penge, det vil sige saadanne, som bestaae af ædle Metaller, der ere udmyntede i Overensstemmelse med den gjældende Myntfod, ville aldeles gaae ud af Pengeoinløbet og blive en Handelsvare, som man betaler med en større eller mindre Mængde Sedler, efter den større eller mindre Værdiforringelse, som disse ere under- gaaede. Man kalder det, at Sedlerne faae Cours, hvor- ved man forstaaer det Tal, som angiver, i hvilket For- hold forskjellige Pengesorter ombyttes imod hinanden. Naar de Sedler, som Staten har udstedt, have samme Værdi som rede Penge, saa at lige Qvantiteter ombyttes mod hinanden, siger man, at Coursen er pari; dersom man derimod for en vis Mængde af disse maa betale en større Mængde af hine, f. Ex. for 100 Rdlr. i rede Penge 200—300—400 o. s. v. Rdlr. af hine Sedler, siger man. at Coursen stiger, og denne Stigen er saaledes et nøjagtigt Udtryk for Værdiforringelsens Omfang. Dersom Staten istedetfor at udstede Sedler udgiver Mynter af en mindre Metalværdi end den, de efter den gjældende Myntfod skulde indeholde, ville Virkningerne være de samme, kun med den Forskjel, at disse altid ville have nogen, om endogsaa kun en mindre indre Værdi, og at deres Værdi som Omsætningsmiddel ikke vil kunne synke under denne. Efter det Foregaaende maa det være indlysende, at de Penge, som Staten udsteder, og hvilke den tillægger