Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

449 kunne bestemme Størrelsen af den; naar han derimod overlader Andre Brugen af hiin paa en saadan Maade, at lian selv er fri for al Risico og al Uleilighed, vil den Leieafgift, som han modtager, være ét nøiagtigt Ud- tryk for denne. Denne Rente træder ikke altid aldeles reent frem i det virkelige Liv, hvor den tvertimod hyppigt er blandet med andre Bestanddele. Den, der udlaaner sin Capital, løber ofte nogen Fare for ikke at faae den tilbage- betalt; for denne Risico maa han have Erstatning, og denne modtager lian ialmindelighed under den Form, at han foruden den egentlige Rente betinger sig en yderligere Afgift, der kan betragtes som en Art Assurancepræmie. I andre Tilfælde foraarsager Udlaanet ham nogen Ulei- lighed ; naar han f. Ex. udlaaner mod haandfaaet Pant, har han Uleilighed ved at opbevare dette; naar han ud- haller i smaa Summer, er Bogføringen og Regnskabs- væsenet mere indviklet o. s. v. For den betinger han sig ogsaa et Vederlag, som ligeledes udredes i Forbin- delse med den egentlige Leieafgift. Hele den Betaling, som han modtager af disse forskjellige Grunde, kaldes i det daglige Liv for Rente; men den rene Capitalrente, om hvilken der alene skal være Tale i det Følgende, træder først frem, naar saadanne fremmede Bestanddele ere udsondrede. Hvoraf bestemmes nu Størrelsen af denne Capital- rente? Dersom alle Capitaler med lige Lethed kunde ffaae over til enhver Anvendelse, vilde Renten altid være liffe høi', kun med Undtagelse af den Ulighed, som vilde være en Virkning af deres forskjellige Størrelse og den forskjellige Tid. i hvilken de vare stillede til Laan- tagernes Raadighed: men der finder en væsentlig Forskjel 29 Om Arbeidet« Ordning.