Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

469 den Aarvaagenhed og Driftighed. som er en nødvendig Betingelse for et lykkeligt Udfald, da ikke let Andre end den. livis hele oeconomiske Velfærd nøie er knyttet til Be- driftens heldige Gang, vil udvikle disse Egenskaber i det størst mulige Omfang. Vederlaget selv adskiller sig des- uden fra den sædvanlige Arbeidsløn deri, at det ikke som denne kan betinges forud, fordi det bestaaer i det endelige Overskud, der bliver tilbage, efterat alle Productions- omkostninger ere dækkede. Den har paa den anden Side ogsaa nogen Lighed med den Rente, der tilfalder Capitalisten, fordi lians Ca- pital bliver anvendt i Industriens Tjeneste; deels træder den nemlig i første Instants frem i Forbindelse med denne; deels reifer dens Størrelse sig, idetmindste til en vis Grad, mere efter Størrelsen af den Capital, som bliver an- vendt, end efter den personlige Ulejlighed, Driftsherren paatager sig; den er saaledes i almindelighed større ved store end ved smaa Anlæg, uden Hensyn til at Uleiligheden ikke stiger i samme Grad. Men den adskiller sig ogsaa i væsentlige Henseender fra den, baade fordi den ikke som Capitalrenten er et Vederlag for Afsavnet af Capitalen, men derimod for dens Anvendelse i Industriens Tjeneste, og fordi den ikke som liiin kan betinges forud. — Da den altsaa ikke paa nogen naturlig Maade kan henføres un- der nogen af hine Indkomstkilder, synes det rigtigst at opføre den som en særegen. Man bestemmer dens Høide efter det Forhold, hvori den staaer til den anvendte Capital; dette Forhold kalder man Gevinstfoden, og angiver den ligesom Rentefoden til visse Procent for en vis Tidseenhed. Man kalder derfor ikke Gevinsten høi eller lav efter dens absolute Stør- relse men efter Gevinstfodens Høide. Den vil ialniinde-