Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

510 løn. indtil Værdien af Producterne naaer en saadan Høide, at den igjen giver den sædvanlige Gevinst. Det er aldeles det samme Forhold, som naar der f. Ex. bliver lagt en Skat paa Frembringelsen af en enkelt Vare. Dersom Forbrugerne ikke ville betale denne med en Priis, der giver Erstatning baade for Skatten og de andre Productionsomkostninger. vil den ikke længere blive frembragt. — Denne Udvei til at frigjøre sig for den høiere Arbeidsløn ved at føre sin Virksom- hed over i en anden Retning staaer imidlertid ikke aaben, naar den er almindelig, naar den omfatter alle Arter af Virksomhed; thi hvorhen man vender sig, møder man den igjen. og om man ogsaa selv vil frembringe de Producter, man tidligere har tilbyttet sig, kan man dog ikke undgaae den. Tilbuddet kan altsaa ikke undergaae nogen Forandring, og dersom en almindelig Forhøielse af Arbeidslønnen skulde udøve nogen Indflydelse paa at for- høie Gjenstandenes Værdi, rnaatte denne omfatte alle Ting, fordi hiin altid udgjør en Bestanddeel af Productions- omkostningerne. Men en almindelig Værdiforhøielse er en logisk Umulighed; Alle kunne ikke paa samme Tid baade erholde Mere i Bytte for hvad de sælge, og tillige betale Mere for hvad de kjøbe. Værdi er ifølge sin Natur kun et Udtryk for det Forhold, i hvilket forskjellige Ting ombyttes imod hinanden, og naar nogle, stige i Værdi, maae andre nødvendigviis synke i samme Grad. Den Omstændighed, at Arbeidslønnen bliver niere kostbar, vil, som det tidligere er udviklet, betinge en Formindskelse af Capitalgevinsten, men den kan umuligen bevirke en almindelig Forhøielse af alle Tings Værdi. Ligesaalidt som en almindelig Forhøielse af Arbeids- lonnen kan bevirke en Stigen af alle Tings Værdi, kan en