Hvorledes drives praktisk og økonomisk Fjerkræavl
I de forenede Stater og Kanada

Kalkun- og Perlehønseavl. Omend Kalkunavlen sine Steder er optaget i større Stil, holder Landmændene enten ingen eller almindeligvis kun nogle faa Avls- kalkuner samt tillægger et mindre Antal Kyllinger, da man ikke kan ofre det store Jordareal, som et større Hold af denne omstrej- fende Fugl vilde fordre. Ifølge Statistikken beløb Antallet af Kal- kuner i Aaret 1900 sig til ca. 6,600,000 Stkr. Hovedmassen produceres i Mississipi Dalene samt i de sydlige Stater, i Særdeleshed Texas, medens de bedste frembringes i Rhode Island og Vermont, dog kun ca. 5,000 Stkr. om Aaret. Kalkunen, der har været kendt i Amerika antagelig et Par Hun- drede Aar, har været Favoritfuglen ved festlige Lejligheder, og ad- skillige har maattet strække Hals ved Juletid og ved den saakaldte »Thanksgiving Festival«; det forlyder endog, at Benjamin Franklin nærede det Ønske, at den maatte blive betragtet som det nationale Emblem frem for Ørnen. Kalkunavlen ledes i lignende Spor som i de europæiske Lande; man lægger Hovedvægten paa i Avlen at anvonde ubeslægtede Haner af bred og lang Krop til Hønerne, hvoraf de største, kraf- tigste og ældre udtages for at faa produceret stærkt og levedygtigt Afkom. De meget store og svære samt alt for gamle Haner undgaar man i Avlen; 25 Pd. anses som en passende Vægt for Avlshaner, 12 til 15 for Avlshøner. Flere Opdrættere sætter de tunge Haner paa smal Fodring før Avissaisonen begynder. Almindeligvis sættes fra 5 til 10 Høner til en Hane. En Opdrætter, som skiftede hver 14 Dag med sine Haner, har ofte sat 20 Høner til en Hane med godt