Lærebog i Chemien
Samlet og udarbejdet især til Brug for Efterslægtselskabets Realskole

181 naar Oplosningen er mættet, afsætter den største Deel sig ved Kulde, De fleste reagere alkalisk paa Plantcfarvecne, have en bitter, ubehagelig Smag, som de meddele Vandet; mange krystallisere og give med Syrerne Salte; dog fordres der c tt stor Mængde af Saltbasen til at mætte en liden Mængde (9pre. Alle vegetabilske Saltbaser indeholde foruden Kulstof, Brint og Ilt ogsaa Qvælstof. De give derfor ved den torce Destillatiott, foruden Plantestoffernes sædvanlige Produkter, en Deel kulsuur Ammoniak, og efterlade meget Kulstof, hvilket er Planteceskets rigeligste Beftanddeel. De skilles fra de Syrer, hvormed de ere forbundne i Planterne, ved Talkjord, Kalkjord eller Ammoniak. De be- kjendteste vegetabilske Saltbaser: Morphin og Narcotin (i Opium, som erholdes af en Valmueplaure), Strychnin og B r u c i n (i Frugten af flere Arter Strychnos, Rævekager, Jgnatiusbonnerl, Veratrin (i flere Arter Veratrum) ere alle giftige. Emetin (i Brækrod, Jpecacuanha-Nod virker Brcektting). Chinin og Cinchonin (i Chin a-B a r k) benyttes i Koldfeber. ________________ 3, Ligegyldige Legemer, a, qvlrlstoffne. Meelstof (Amyluni, Stivelse). Hovedbestauddelen af Melet, sindes i Planteriget især i Frokornet, i knoldede Rodder, (f. Ex. Kartofler), i Roden af Occhisarterne (Saleb), i Marven af visse Planter (Sago). I Planternes Cellcvæv forekommer det som smaa Korn, der be- staae af en Hmde, hvori det egentlige Meelstof indefluttes. Da denne Hinde er uopløselig i koldt Baud, kunne dornene ud- vaskes af Plantedelene, især af Hvedekornet og Kartofler, ved c ri Slags Stemning. Meelstoffet, befriet fra sin Hinde, er op- løseligt i koldt Band; lettere opløses dct i kogende Vand, hvor-