Lærebog i Chemien
Samlet og udarbejdet især til Brug for Efterslægtselskabets Realskole

34 nogen Afstand fra Beroringsstedet, men stærkt aftagende. I en vis Afstand forsvinder den, og videre frem, efter et umag- netiff Mellemrum, begynder den modsatte. Naar Stykket er kort, faaer hver Ende een af de magnetiske Poler. Det umag- netiffe Mellemrum mellem to magnetiske Modsætninger kaldes Ligevægtsrummet. Man kan vise Polfordeelningen meget beqvemt ved Fiil- spaaner, som man stroec paa et Stykke Papiir, hvorunder lig- ger en Magnet. Polfordeelningen kalder man Polaritet, man kan og- saa kalde den K r a f t f o r d e e l n i n g, Modsætning. Naar en Traad eller Strimmel af Staal eller Jern er lang, frembringer en Magnetpol deri en Række af Poler med mellemliggende Ligevægtspunkter. Man. har kaldet disse Af- vexlinger de magnetiske Folgepunkter (puncta conse- quentiæ). Magnetismen synes da, ligesom Electriciteten, at udbrede sig ved en Række af Modsætninger. Naar man ovcrbryder en Magnet, endog i det Punkt, hvori de to Magnetismer ere i Ligevægt, saa erholder man to fuldstændige, skjondt svagere Magneter. Overbrpdes disse atter, saa have Stykkerne atter hver to Poler, og saa fremdeles. Magnetismen virker gsennem alle Legemer. Den kan frembringe Polaritet uden Berøring. Jernet er ikke det eneste Legeme, der kan modtage Mag- netisme; Erfaring har tverrimod viist, at alle Legemer have nogen Evne til at vorde magnetiske. Nickel og Koboldt have bena en temmelig hoi Grad, saa at man deraf kan for- færdige Magnetnaale. Naar man flere Gange bevæger en Magnetpol hen over en Staalstang, eller denne hen oyer hiin, saa erholdes en stærk Magnetisme.