Lærebog i Chemien
Samlet og udarbejdet især til Brug for Efterslægtselskabets Realskole

32 hok Grad af Varme, at endog Jernet brænder med en levende Lue og forvandles til Zernilte; antændt Phosphor brænder heri med endnu ftørre Heftighed. Ilten kan ikke brænde og ec en nødvendig Betingelse for Aandedrættet, hvorfor den er en Bestanddeel af Atmosphæren. Ilten er kun lidet opløselig t Vand; sammenpresset lyser den, en Egenskab, som kun findes hos Gasarter, som indeholde Ilt; den er negativ-electrisk, bry- dcr Lyset mindre end andre bekjendte Legemer, forbinder sig med alle chemiff enkelte Stoffer, maaskee Fluor undtagen. Dens W (spec. Vægt) med Hensyn til et lige Rumfang Brint er — 16; den er omtrent tungere end den atmo- sphæriffe Luft. Ilten er en nødvendig Betingelse for de sæd- vanlige Forbrændinger. Med Hensyn hertil forstaaes ved en Forbrænding: enFo renin g af et brændbart Legeme med Ilt. I en mere udstrakt Betydning er Ilten ikke nod- vendig til Forbrænding, saaledes kan Kobber brænde i Chlor eller Svovldampe, Antimonpulver i Chlor, ved hvilke Proces- ser der er en tydelig Udvikling af Lys og Varme. Med Hen- syn hertil ec en Forbrænding: en Forening af 2 Legemer af modsat Electricitet under Udvikling nf Lys. o g Varme; hvilke 2 Phænomener i Styrke staae i For- holo til den Heftighed, hvormed Legemerne forene sig. Den forskellige Varmegrad et Legeme fordrer, for at tæn- des, kaldes dets Antændelsestemperatur. Kun faa Legemer kunne antændes ved sædvanlig Temperatur; ved høiere Temperatur derimod forøges Legemernes Slæqtikab til Jllen, hvorved mange tændes. Saadanne Legemer, som ved Glødning blive gasformigt, brænde med Lue, som altsaa er den glødende GaS; ildfaste Legemer derimod brænde uden Lue. Den ved Forbrændingen udviklede Varmegrad er sædvanligt meget høiere, end den, hvorved Forbrændingen frembragtes,- hiin er desto større, jo stærkere det brændbare Legemes Slægtskab er til Il- ten, og jo meet fortættet Jlten er; hvorfor ethvert Legeme