Naturvidenskabelige Fragmenter

8 om jeg saa maa sige den egentlige Hemmelighed ved Regnbuen afsløret. Jeg har ovenfor sagt, at hver Farve i Regn- buen tilføres Øjet ved et Bundt af næsten paral- lelle Straaler. Men hvorfor ere de parallelle? Her begynder først den egentlige Vanskelighed, som dog overvindes, naar man ser opmærksomt til. Lader os søge at forfølge Solstraalernes Gang før og efter, at de træffe en kugleformig Vanddraabe. Vi be- tragte først den Straale, som gaar gennem Draa- bens Midtpunkt. Denne særlige Straale træffer vinkelret paa Draabens Bagside, hvor den kastes tilbage i sig selv. Vi betragte derpaa en anden Straale tæt ved den første og parallel med den — thi alle Solens Straaler ere parallelle, naar de naa Jorden. Naar denne anden Straale træder ind i Draaben, brydes den, kastes tilbage fra Draabens Bagside og brydes atter, naar den træder ud. Den indfaldende og udfaldende Straale danne her en lille Vinkel med hinanden. Tager man nu en tredie Straale i lidt større Afstand fra den midterste Straale end den forrige, saa vil Draaben paavirke denne ligesom hin; kun vil Vinklen i dette Tilfælde være større. Jo mere vi fjerne os fra Midtestraalen, desto større bliver denne Vinkel indtil et vist Punkt, hvor den naar sin største Værdi; fjerner man sig yderligere fra Midtestraalen, aftager Vink- len atter. Et Maksimum ligner nu en Bjergryg eller etVandskjel, hvorfra Landet falder skraat til begge Sider. I det foreliggende Tilfælde fremstiller Skraa- ningens Heldning Divergensen af de Straaler, der