Naturvidenskabelige Fragmenter

 9 træde ud af Regndraaben. Ved Skellet — d. v. s. i Nærheden af vort Maksimum — finder man en Slags Højslette, hvor Holdningen paa en Strækning- næsten forsvinder. Den Omstændighed, at der ingen Heldning er, antyder ved vor Vanddraabe, at der ikke findes nogen Divergens. Ved Maksimumspunktet og i dets umiddelbare Nærhed træder der derfor et Bundt af Straaler ud, som ere næsten om ikke ganske parallelle. Det er de saakaldte »virksomme Straaler« i Regnbuen.*) Jeg skal her anføre en Række Maalinger, som nærmere belyse, hvorledes den omtalte Afvigelse tiltager, indtil den har naaet sit Maksimum, hvorfra den da atter aftager. Maalingerne svare til en Række Indfaldsvinkler med Intervaller paa 10°. i d i d 10° 10° 60° 42° 28' 20° 19° 36' 70° 39° 38' 30° 28° 20' 80° 31° 4' 40° 35° 36' 90° 15° 50° 40° 40' *) Der gives iøvrigt i Nærheden af Maksimumspunktet et An- tal Straaler, som, naar de træde ind i Draaben, brydes næsten nøjagtigt henimod samme Punkt paa Draabens Bag- side. Hvis Konvergensen var ganske nøjagtig, vilde Straa- lerne paa Grund af Draabens Kugleform træde ud i samme Retning, som de traadte ind, altsaa indbyrdes parallelle. Da imidlertid Konvergensen ikke er ganske nøjagtig, ere de ogsaa kun tilnærmelsesvis parallelle. De udtrædende Straaler skære hverandre under en meget spids Vinkel og danne en »Brandlinie«, hvis Asymptote er Straalen med