Naturvidenskabelige Fragmenter

10 Tallene i Søjlen i angive Indfaldsvinklerne, i Søjlen d den tilsvarende Afvigelse eller Vinklen mellem den indfaldende og den udfaldende Straale. Det ses, at efterhaanden som Vinklen i tiltager, stiger ogsaa Afvigelsen indtil 42° 28'; derfra af- tager den, skønt Indfaldsvinklen bliver ved at stige. Maksimum 42° 28' svarer til en Indfalds- vinkel paa 60°; i Virkeligheden er i dette Punkt Maksimumsgrænsen allerede noget overskreden, idet den absolut største Værdi ligger mellem Indfalds- vinklerne 58° og 59° og er 42° 30'. Denne Af- vigelse svarer til den røde Stribe i Regnbuen. Paa ganske samme Maade stige de andre Farver til et Maksimum og aftage, naar dette er overskredet; den største Værdi for Violet er saaledes 40° 30'. Hele Breden af Hoved-Regnbuen udgjør derfor 2°; af disse 2° skyldes en Del Solens tilsyneladende Stør- relse. Den geometriske Konstruktion af Regnbuen er saaledes bleven os klar. Men skøndt det Skridt frem, som Descartes og Newton her tog, var meget betydeligt, forblev dog Regnbuens Teori ufuld- stændig. Under visse atmosfæriske Forhold ser man nemlig indenfor den egentlige Regnbue en Række prægtigt farvede Bælter, som hverken Des- cartes eller Newton formaaede at forklare. De den største Afvigelse. I Bi-Regnbuen have vi at gøre med et Minimum i Stedet for et Maksimum, og Krydsningen af de indfaldende og udfaldende Straaler frembringer Rækken af Farver i omvendt Orden. (Se de af Engel og Schell- bach offentliggjorte Regnbue-Diagrammer.)