Naturvidenskabelige Fragmenter

 172 og vedligeholder Forestillingen sig om en saadan Genstand, selv imod vor bedre Overbevisning — naar for Eksempel Stereoskopet fremkalder de tilsvarende Synsindtryk — ganske paa samme Maade som Skue- spillerens Klæder og Bevægelser stadig holde Rol- lens Person levende anskuelig for os. I sidste Til- fælde er Forbindelsen mellem det ydre og Perso- nens Væsen, for Eksempel mellem en Mandsdragt og en Mand, dog ganske konventionel og ikke be- stemt af nogen Naturnødvendighed, altsaa i hvert Fald kun tillært, ikke medfødt. Hvad angaar Be- dømmelsen af Afstand ved Hjælp af Øjnene er der vistnok heller ingen Tvivl om, at den er tillært ved Øvelse. Vi se jo tydeligt hos smaa Børn, at de have ganske urigtige Forestillinger om Afstanden til de Genstande, som de se, og mange af os ville sikkert endnu kunne mindes Tilfælde, livor vi have gjort os skyldige i grove Fejltagelser med Hensyn til Afstandsbedømmelse. Jeg mindes selv endnu tydeligt det Øjeblik, da Loven for Perspektivet, nemlig at fjerne Genstande se smaa ud, gik op for mig. Det var en Gang, da jeg gik forbi et højt Taarn, hvis øverste Galleri var besøgt af flere Per- soner, og jeg saa bad min Moder om at skaffe mig de nydelige Smaadukker ned, idet jeg var af den bestemte Mening, at hun ved at strække Armen ud kunde faa fat i Taarnets Galleri. Senere har jeg ofte set op til dette Galleri, naar der var Men- nesker deroppe, men de vilde ikke længer for det mere øvede Øje blive til nydelige Dukker. Det Princip, at vore Sanseorganer maa ind-