Naturvidenskabelige Fragmenter

12 stærke og svække hverandre. Hvis de af to til- svarende Straaler i Draaben gennemløbne Veje vare ligestore, vilde de træde ud, som de vare traadte ind. Men disse Strækninger ere aldrig de samme. Følgen heraf er, at naar Straalerne træde ud af Draaben, ere de altid saaledes beskafne, at de enten forstærke eller svække hverandre. Ved denne af- vekslende Forstærkning eller Svækning, der for de forskellige Farver finder Sted paa forskellige Steder, fremkomme de farvede Bælter i Hoved-Regnbuen. De kaldes »overtallige Buer« og ses ikke blot inden- for Hoved-Regnbuen, men undertiden ogsaa uden- for Bi-Buen. Betingelsen for deres Forekomst er, at Regndraaberne falde meget tæt og alle ere om- trent ligestore. Ere Draaberne af forskellig Stør- relse, saa lægge de forskellige Farver sig uden bestemt Orden over hverandre, og man faar til- nærmelsesvis hvidt Lys. Dette andet Skridt til Forklaring af Regnbuen udgik fra en Mand, der kommer Descartes og Newton lig i Genialitet og for 82 Aar siden (1802) udnævntes til Professor i Naturvidenskaberne ved the Royal Institution i Storbritanien. Jeg sigter til den berømte Thomas Young. Opgaven er endnu dog ikke ganske løst. Det er vor fremragende Astronom Sir George Airy, der har givet os det endelige Bidrag til Forklarin- gen af Regnbuen. Fortrolig med de Resultater, som Grundlæggerne af Bølgetheorien og senere For- skere vare naaede til, viste han, at Youngs Teori i Almindelighed var uangribelig, men at hans Be-