Naturvidenskabelige Fragmenter

182 udmærkede, store Kikkert i Cambridge-Universitetet i Nordamerika lykkedes at opdage. Den er ikke ganske mørk, men saa lyssvag, at den kun kan ses gennem de allerfuldkomneste Instrumenter. Vi have altsaa i Gravitationen fundet en Egen- skab, der er fælles for al tung Materie, og som ikke blot er indskrænket til Legemerne i vort eget System, men ogsaa giver sig tilkende saa langt ud i Himmelrummet, som vore lagttagelsesmidler hid- til have kunnet trænge. Alle Masser, saavel de længst fjernede Himmel- legemers som vore jordiske Legemers, have imid- lertid ikke blot denne almindelige Egenskab fælles; thi Spektralanalysen lærer os, at et stort Antal jordiske Grundstoffer vende tilbage i Fiksstjernernes, ja selv i Taagepletternes Atmosfære. Betragter man en fin, lys Linie gennem et Prisme, ved De, at man ser den som en farvet Stribe, der ved den ene Rand er rød og gul, ved den anden blaa og violet. Man kalder et saadant farvet Billede et Farvespektrum; Regnbuen er et saadant Spektrum, fremkaldt ved Lysbrydning, om end ikke gennem et Prisme; og den viser derfor Rækken af de Farver, der ved en saadan Sønder- deling kunne udskilles af det hvide Sollys. Det prismatiske Spektrum beror paa, at Solens og de fleste glødende Legemers Lys er sammensat af for- skellige Slags Lys, der vise sig forskelligt farvede for vort Øje, og som ved Straalernes Brydning i Prismet skilles fra hverandre. Gløder man nu et fast eller flydende Legeme,