Naturvidenskabelige Fragmenter

 192 Fænomenerne i Verdensrummet svare hertil. Ligesom man ved en tung Sten, der kastes gennem Luften, neppe kan bemærke nogen Indflydelse af Luftmodstanden, men denne i væsentlig Grad hol- der en let Fjer tilbag«, saaledes er ogsaa det Me- dium, som fylder Verdensrummet, altfor tyndt til at vi skulde kunne mærke nogen Formindskelse af de tunge Planeters Bevægelse i Løbet af den Tid, hvori vi have astronomiske Iagttagelser af deres Baner. Anderledes forholder det sig med vort Sy- stems mindre Legemer. Eksempelvis har Encke ved den efter ham opkaldte lille Komet godtgjort, at den bevæger sig omkring Solen i stadig snævrere Baner og med stadig kortere Omløbstider. Den udfører altsaa samme Slags Bevægelse, som I)e kunde iagttage ved det ovenfor omtalte i Kredse omløbende Pendul, hvis Hastighed lidt efter lidt formindskedes af Luftmodstanden, og som bevæger sig i stadig snævrere og snævrere Krese om sit Tiltrækningscentrum. Grunden hertil er følgende. Den Kraft, som modsætter sig Virkningen af Solens Tiltrækning paa alle Kometer og Planeter og for- hindrer dem fra at nærme sig Solen mere og mere, er den saakaldte Centrifugalkraft, det vil sige Be- stræbelsen efter at fortsætte den Bevægelse, de have i et givet Øjeblik, efter en ret Linie langs Tangenten til deres Bane. I samme Forhold, som deres Bevægelse tager af i Styrke, give de efter for Solens Tiltrækning og nærme sig denne. Hol- der Modstanden sig, ville de vedblive at nærme sig Solen, indtil de styrte ned paa denne. Enckes