Naturvidenskabelige Fragmenter

197 finere Støv, ledes vi uvilkaarligt hen til Antagelsen af en Urtilstand, i hvilken alle Masser svævede som en fin Taage om i Verdensrummet. Men ere Stjerneskud og Meteorsten kun en lille Rest af en Proces, der engang har dannet vore Verdener, saa har denne Proces øjensynligt en vidtrækkende Betydning. En saadan Antagelse vilde ganske vist have Muligheden for sig; men maaske kunde den ikke gøre Fordring paa stor Sandsynlighed, livis vi ikke fandt, at vore Forgængere for mange Tider siden og gaaende ud fra ganske andre Forudsætninger ere komne til ganske den samme Hypotese. De ved jo, at et betydeligt Antal Planeter krese omkring Solen. Foruden de 8 større, nemlig Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, løber der i Mellemrummet mellem Mars og Jupiter en Mængde smaa Planeter eller Planetoider, af hvilke man hidtil kender flere hundrede. Rundt om de større Planeter, nemlig om Jorden og de fire længst fjernede Planeter, Ju- piter, Saturn, Uranus og Neptun, bevæger der sig ogsaa Maaner, og endelig drejer Solen og i det mindste de større Planeter sig om deres egen Akse. Det er nu paafaldende, at alle Planeternes og deres Drabanters Baneplaner saavelsom Planeternes Ækva- torialplaner ikke afvige ret meget fra hverandre, og at Rotationerne i alle disse Planer foregaa i samme Retning. Den eneste betydelige Undtagelse, som man kender, er Uranus’s Maaner, hvis Bane- planer næsten ligge vinkelret mod de større Pia-