Naturvidenskabelige Fragmenter

198 neters Baneplaner. Endvidere finder man, at Over- ensstemmelsen i disse Planers Betning i Alminde- lighed er desto større, jo større Legemerne og jo længere Banerne øre, medens man træffer betyde- ligere Afvigelser ved de mindre Legemer og de mindre Baner, navnlig med Hensyn til Planeternes Drejninger om deres egne Akser. Saaledes have alle Planeternes Baneplaner med Undtagelse af Merkur og de smaa Planeter mellem Mars og Ju- piter i det højeste 3° Afvigelse (Venus) fra Jord- banen. Ogsaa Solens Ækvatorialplan afviger kun 7^2 °, Jupiters kun halvt saa meget. Jordens Ækva- torialplan afviger ganske vist 231/«0, Mars’s 28J/2°, enkelte af de smaa Planeters og Drabanters endnu mere. Men i disse Baner bevæge de sig alle ret- løbende i samme Retning baade om Solen og, saa- vidt man kan se, ogsaa om deres egen Akse, nem- lig ligesom Jorden fra Vest til Øst. Hvis de nu vare opstaaede uafhængigt af hverandre, vilde en- hver Retning af Baneplanerne have været lige sand- synlig for hver enkelt af dem, en tilbageløbende Retning for Omløbet ligesaa sandsynlig som en retløbende, stærkt elliptiske Baner ligesaa sandsyn- lige som de næsten kresformige Baner, hvori alle de nævnte Legemer bevæge sig. Det er kun ved Kometerne og Meteorsværmene, at der tilsyne- ladende ikke findes ordnede Tilstande, og’ vi have derfor god Grund til at anse dem for Dannelser, der kun ved et Tilfælde ere komne indenfor vor Sols Tiltrækningskreds. Antallet af de ved Planeterne og deres Dra-