Naturvidenskabelige Fragmenter

199 banter overensstemmende Tilfælde er for stort til, at man kan anse det for en Tilfældighed. Man maa spørge efter en Aarsag til denne Overensstem- melse og kan kun finde en saadan deri, at hele Massen oprindelig har været sammenhængende. Nu kende vi vel Kræfter og Processer, der kunde have samlet en fra Begyndelsen spredt Masse, men ingen, der vilde være i Stand til at drive saa store Legemer som Planeterne saa langt ud i Rummet, som vi nu finde dem. Desuden maatte deres Baner være stærkt elliptiske, hvis de havde skilt sig fra den fælles Masse paa et Sted, der laa Solen meget nærmere end det Sted, hvor de nu befinde sig. Vi maa altsaa antage, at hin Masse i sin Begyndelses- tilstand i det mindste har strakt sig ud til den yderste Planets Bane. Det var i det væsentlige disse Betragtninger, som førte Kant og Laplace til deres bekendte Hypo- tese. Vort System var efter deres Anskuelse op- rindeligt en kaotisk Taagekugle, i hvilken mange Billioner Kubikmil i Begyndelsen, da den endnu strakte sig ud til de yderste Planeters Bane, neppe indeholdt et Gram Masse. Da denne Kugle havde skilt sig fra Nabostjernernes Taagekugler, var den i Besiddelse af en langsom roterende Bevægelse. Under Indflydelsen af dens enkelte Deles gensidige Tiltrækning fortættede den sig, og i samme For- hold, som denne Fortætning gik for sig, maatte dens Rotationshastighed tiltage og drive dens Dele ud fra hverandre til en. flad Skive. Fra Tid til anden skilte der sig under Indflydelsen af den til- tagende Centrifugalkraft Masser ud fra Skiven ved