Naturvidenskabelige Fragmenter

216 Muligheden for, at Livets fine og indviklede Be- vægelsesform skulde kunne bestaa uden i Forbin- delse med det organiske Legemes tunge Stof, eller at den skulde kunne forplante sig paa lignende Maade som en Strengs Lydbevægelse, der kan for- lade sin oprindelige, faste Bolig, udbrede sig i Luften og dog bevare sin Tonehøjde og de fineste Nuancer af sin Klangfarve, og hvis den tilfældigvis træffer en anden Streng, der stemmer med den, atter drager ind i denne eller bringer en Flamme til at synge i samme Tone som den. Ogsaa Flam- men, dette Fænomen i den livløse Natur, der mest ligner Livet, kan slukke, men den af Flammen ud- viklede Varme bestaar evigt og uforgængeligt som usynlig Bevægelse, der snart ryster det vejelige Stofs Molekyler, snart straaler som Ætersvingninger ud i Rummets ubegrænsede Dybder. Men altid bevarer den de karakteristiske Ejendommeligheder ved sin Oprindelse og fortæller sin Historie til Iagt- tageren, der spørger den gennem Spektroskopet. Og forenes dens Straaler atter, kunne de tænde en ny Elamme og saaledes ligesom vinde nyt legem- ligt Liv. Som Flammen tilsyneladende forbliver den samme og bestaar videre i samme Skikkelse og af samme Beskaffenhed, uagtet den hvert Øjeblik drager nye tiltrædende forbrændelige Dampe og ny Ilt fra Atmosfæren ind i sin opstigende Luft- strøm, og som Bølgen iler afsted i uforandret Form og dog i hvert Øjeblik bygges op af nye Vanddele, saaledes er heller ikke ved de levende Væsener