Naturvidenskabelige Fragmenter

60 var en mørk Eftermiddag; Himlen var overtrukken og hele Billedet ubeskrivelig trist. Hist og her skelnede vi Grupper paa tre til fire Mænd ifærd med at flaa de fundne døde Faar. Almindeligt Kød vilde have holdt sig længe i Sneen; men paa Grund af Ulden havde Varmen holdt sig saa længe i de døde Kroppe, at Kødet allerede var begyndt at raadne. I tretten Dage havde man savnet den største Del af Hjordene. I hele denne Tid havde Dyrene været uden Føde og saa at sige opgivne. Henved to hundrede Stykker bleve dog fundne i Live og drevne ned til Bel Alp. Jeg saa dem komme efter deres lange Faste; de syntes alligevel at være ganske friske og muntre. Nogle af dem vare helt skaldede; Ulden havde deres hungrige Kammerater spist af dem. Man fortalte mig senere, at alle de Faar, som havde nydt af denne Føde, døde, og at der i deres Maver fandtes Kugler af ufordøjet Uld. Paa denne Tid vare Laviner hyppige og fejede ikke saa faa Faar væk fra Bjergskraaningerne. Det er kun de forholdsvis velhavende Bønder, der søge op til de højere liggende Græsgange. Men ogsaa dem falder Kampen for Tilværelsen tung. To eller tre Køer og nogle Faar eller Geder udgøre i gunstigste Tilfælde en Bondes rørlige Gods, idet den Jord, som er Privat-Ejendom, er delt i meget smaa Parceller. Bondehytterne ere for det meste byggede af Fyrreklodser, som under Solens iltende Virkning antage en mørk Farvetone. Disse Hytter ere ikke