Naturvidenskabelige Fragmenter

ladet sig bære ud paa Gletscheren end selv blive tilbage. For et Menneske, der er nær ved at dø af Kulde, ei Tidsn Hovsdsag’sn; og1 Tid er der rime- ligvis gaaet tabt ved at Førerne først skulde finde den bestemte Spalts, hvori den ulykkelige Rejsend© var styrtet ned. Har den Overlevende imidlertid været i Stand til nøjagtigt at beskrive Spaltens Be- liggenhed, er han efter min Mening1 ganske sagesløs. Til Slutning skal jeg kun endnu omtale to Punkter, af hvilke i alt Fald det første efter livad jeg véd ikke har været berørt nogetsteds tidligere. Paa Skraaningerne om vort Hus ser man af og til smaa Dale eller Couloirs, som Franskmændene kalde dem, hvor Stene og Klippeblokke ligge tættere sammenpakkede 6nd sllers. Dø ordnede mellem hverandre paa en saadan Maade, at man faai den 1 anko, om de ikke skulde bsvæge sig langsomt ned ad Bjerget som en regelmæssig Strøm. Men selv om man iagttager dem med stor Nøjagtig- hed fia Aar til Aar, kan man dog’ ikke finde det mindste Spor til at Stenene glide. Gaar man imidlertid op over Bjergene, finder man alligevel sikie Kendetegn paa, at Stenene trods det, at man ikke kan opdage nogetsomhelst Spor af Glidning, dog utvivlsomt stadig flytte sig. For at overbevise sig derom maa Læseren følge mig til et græs- bevokset Affald, hvor der ligger en stor Mængde Klippeblokko sammsn. Af disso vælger jeg den største, en Blok paa 30—40 Tons Vægt, og beder Dem om at kaste et Blik paa Affaldet bag den Man ser da i en betydelig Afstand, over 300 Fod,