Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

96 en betydningsfuld Magt i Samfmldet. De udbredte Op- lysning imellem de læg Stænder og berpvede derved det gejstlige Hierarchie en Deel af den Magt og Indflydelse, det havde besiddet som eneste Indehaver af Samfundets Viden og Kundskab. Det var en ikke ringe Magtdeling, som herved gik for sig. Den Herrestaud, som saaledes maatte afgive noget af sit Monopol til Universiteterne og de verdslige Lærde, der Udgik fra disse, naaede i denne Periode en saadan Fylde af Magt og Rigdom, at ben nok kunde miste en Deel uden at føle sig fattigere eller indskrænket i sin Magt. Paa denne Tid stod Romerkirken og Pavemagten i sin fulde Glorie. Overalt i det sydlige, vestlige og nordlige Emopa dannede den en Stat i Staten, og saa ofte det kom til Strid imellem Landets Fyrste og Pavemagien, maatte hiin finde sig i at see Landets Gejstlige stille sig paa hans Mod- standers Side. Med en ganske særegen Klogskab vidste Romerkirken at benytte sig af Tid og Omstændigheder saa- ledes, at den i Reglen gik nd af Kampen imod sine Fjender som den Seirende, og man kan stundom være i Tvivl om, om det var den, der gav Middelalderen Prceg og Ejen- dommelighed, eller om den kun i sin Klogskab benyttede sig af Tidsalderens Ejendommeligheder til at befæste sin Magt. Hvorom Alting er, den besad en Magt, som kun lader sig forklare af den religieufe Inderlighed, der charakteriserede denne Periode. En pavelig Bulle var et Værge, som i den egentlige Middelalder knnde afvæbne selv de mægtigste Fyrster, og naar en saadan Bulle ikke viste sig tilstrækkelig, vidste Kirken at væbne den verdslige Magt til sin Fordeel. Normannernes Sværd, Korsfarernes glydende Begejstring, Fyrsternes indbyrdes Kampe og deres Stridigheder med oprsrfle Undersaatter — Alt vidste den at benytte til sin Fordeel. Og overalt, hvor Romerkirken fæstede Rod, var den heelt tilstede med al sin Herlighed af Cathedraler og