Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

97 Klostre, af hylere og lavere Prælater, Præster og Munke; men overalt var ogsaa et Vink fra Rom tilstrækkeligt til at byte selv den stiveste Nakke. Kirken var saa mægtig, at den kunde give og indrsmme selv sine fjerneste Tjenere og Be- kjendere overordentligt meget Uden at behpve at frygte for, at dens egen Magt sknlde lide Skaar. Hvad enten det gjaldt om at lyse Ban og Interdikt over et heelt Rige eller at brænde en Kjcrtter, Rom maatte adlydes. Neppe har Historien før eller senere feet en saa klog og vel beregnet Blanding af Centralisation og Decentralisation. — I denne sin Velmagts Dage havde den Mod og Besindighed til at re- spektere de fremmede Nationaliteter til det Werste. Overalt Udgik det hele Præsteskab, baade de hvieste Prælater og de fattigste Præster fra Landets egne Børn, og det var kun Undtagelsetzvns, at en italienff Prælat blev fkrldt ind i en Udenlandsk Bispestol eller i et rigt Abbedi. Sagen var, at Romerkirken i sin Stræben ester at herfle over den hele catholske Verden oversaae og inaatte oversee Nationaliteten; det, det kom an paa, var at være god Catholik; om Na- tionaliteten spnrgte den ikke. Ligesaa ringe Vægt lagde den paa Fødsel og Byrd, Rang og Stand, og det var fyrst, da Kirken var bleven rig og mægtig, og da fom en Følge heraf dens rige Bispedommer og Abbedier attraaedes af de Store og Mægtige, at den fandt sin Regning ved at aabne sine Rækker for adelige og fyrstelige Slægter, ikke fordi den troede eller meente, at nogen verdslig Hpihed tunbe maale sig med den, som Kirkens rirlgeste Tjener var i Besiddelse af i Kraft af sin Indvielse; men fordi den derved enbnu bedre og mere direkte kunde gjsre fin Indflydelse gjceldende ogsaa i Samfundets hsieste Kredse. Og selv da den saa- ledes optog i fit Skjød de Fornemme og Mægtige, kUnde man til alle Tider blandt Kirkens hsieste Dignitarier træffe Mænd, som vare udgaaede af Samfundets laveste og fattigste Klasser. Kirken- blev efterhaanden Uhyre rig; Gaver og 7