Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

98 Legater strømmede ind til den baade fra Hpie og Lave, og det var tidt Gaver, font der var Forslag i, saasom store Godser og hele Landsdele. Da Kirkens Besiddelser saaledes bestandigt voxede i Omfang, maatte ogsaa dens faste aarlige Indtægter stige betydeligt, især da dens Jordejendom tiltog saa hilrtigt i Ncerdi, eftersom den i Reglen sørgede for, at Jorden blev godt dyrket, og at dens Forpagtere svarede deres Afgifter ordentligt. Hvad der engang var kommen i Kirkens Eie, stille den sig aldrig ved; det knude den ikke. Intet Under derfor, at dens Rigdomme voxede saa hurtigt. Alt, hvad Kirken saaledes eiede, var ganske sikkert Kirkens Fælleseje, men dog strakte Fællesskabet sig ikke videre elld, at det enkelte Bispedømme, det enkelte Domcapitel, det en- kelte Kloster og Abbedi selv forvaltede og randede over sine Eiendomme og Midler. Ved Siden af Bispedommer og Abbedier med fyrstelige Indtægter, fandtes der Klostre og Kirker, der vare saa blodfattige, at de ideligt maatte til- betle sig det Nødtørftige. —- Tidens ejendommelige Trang til at gruppere sig og danne korporationer gjorde sig ogsaa gjaldende indenfor Kirkens Omraade. Allerede i det 6te Aarhmldrede grundlagdes Benedictinernes Orden, og senere i den egentlige Middelalder stiftedes talrige MUnkeordener. De anerkjendte jo alle ubetinget Paven som deres Over- hoved, men ved Siden af Kirkens almindelige Interesser pleiede de ogsaa deres særegne Ordensinteresser. Da alle store Ordener havde deres Forgreninger og Klostre i alle ccttholske Lande, bleve de Kirkens bedste indre Bmdemiddel, og nanseet Land- og Nigsgrændser bidroge de mere end noget Andet til at knytte Christenheden sammen til en afsluttet Eenhed og Heelhed. I sin Reenhed holdt Feudalismen sig vel kun en kort Tid. Naar man ved Feudalismen forstaaer den Ordning, i hvilken Enhver i Samfundet fandt sin Plads som Lehns- herre. Vasal og Undervasal, saa maatte. den esterhaanden