Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

139 vare saa bespgte, navnlig af Tydskere og Italienere, og Om- sætningen var saa stor, at Kongen fandt det nødvendigt at sende en Mmtmester til Stedet i Markedstiden, for at de tilstrækkelige Omscetningsrnidler ikke sknlde mangle. Kongerne vilde gjerne bringe Markederne tilbage til deres oprindelige Skikkelse, men det lykkedes ikke i alle Tilfælde. Det var saaledes næsten ikke muligt at overholde de strenge Forbud imod Forprang. Var det vanskeligt og i mange Tilfælde umuligt at gjennemfpre de ældre Bestemmelser, hvad Mar- kederne angik, var det endnu vanskeligere at gjøre det med Hensyn til Torvedagene. Den oprindelige Bestemmelse, at de Handlende og overhovedet alle Sælgere paa Torvedagene skUlde luffe deres Boder og Udsalgssteder og indfinde sig med deres Varer paa Torvet og i Hallerne, en Bestemmelse der i sin Tid var tagen tit Gunst baade for Sælger og Kjøber, lod sig slet ikke overholde. Trods Ordonanser og Mulkter holdt Sælgerne aaben Bod og indfandt sig ikke paa Torvet. Tiderne havde forandret sig og med dem Forholdene. Kjsberne indfandt sig nu helst hos Kjsbmcmden i dennes egentlige Hjem, og ingen Magt kunde bringe det gamle Forhold tilbage. Parises Borgere, som i Midten af det 15de Aarhnndrede havde forpagtet en Deel af Hallerne af Kongen og som tidligere havde tjent godt paa denne Forpagtning, lede et betydeligt Tab ved denne Forandring. Hvor lidet Fyrsterne paa den Tid fattede Pengenes virkelige Betydning i Omsætningsforholdene, fremgaaer tydeligst af Kongernes mislykkede Forsøg paa at sætte Taxt for Arbejdslønnen og for de forskjellige Frombringelser. — Z deres idelige Pengensd meente Fyrsterne, at de i en For- andring af Myntens Navn og Værdi havde et ligesaa let som tilladeligt Middel til at skaffe sig Indtægter. Det var tilstrækkeligt, meente de, ved en Ordonans at fastsætte, at en Mark Splv, som hidtil havde indeholdt 5 Livres, nu fllllde gjælde for 10 Livres, og ubmønte Pengene i Over-