Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

151 St. Eustache i Paris. Rammen er gothisk, men hvad den omfatter, tilhvrer Renaissancen. Det Samme gjcrlder om Slottet Chambord, som i Midten as Slotsgaarden har sit svære, men smukt prydede Taarn. Her synes alle Orna- menterne at være forbeholdte dette Taarn, samt Tagvinduerne og Skorstenene; thi selve Slottets Mure ere aldeles nøgne. — Men gradviis viger den ældre Stiil Pladsen for den nye, som efterhaanden heelt faaer Overmagten. Blandt de mærke- ligste og meest bekjelldte Slotte fra dette Aarhundrede maa nævnes Meudon og Fontaineblean og i Paris en Deel af det nyere LoUvre, Tuilerierne og Hotel de Ville. Medens Middelalderens store Bygmestre ikkun rmd- tagelsesviis have efterladt Verdenen deres Navne, er der ikke nogen Kilnstner fra den Tid, her strives om, hvis Navn ikke er bekjendt, om ikke berømt. Det er vel i Hovedsagen Hoffets Beskyttelse og Grmst, som dette skyldes. Kunstneren vedbliver dog endnu at vcere og betragtes som Haandvcerker og Medlem af vedkommende Lang, og naar han tages i Kongens og Hoffets Umiddelbare Tjeneste og derved bliver istand til at Unddrage sig sine Lcmgsforpligtelser, fleer der jo ikke andet, end hvad der fra den ældste Tid havde været Regel, nemlig at den Haandvcerker, der arbeidede for Kongen eller Hoffet, derved blev uafhængig af sit Laug. Endnu var der ingen ydre Adskillelse imellem KUnstner og Haand- vcerker, og det er vel denne Omstændighed, man har at takke for, at Renaissancens Aand, Stiil og Smag ere at spore ikke blot i Malerkunst, (Scutptur og Architektur, men saa at sige i enhver Nyttighedsgjenstand, ethvert Hunsgeraad, ethvert Smykke. Forvvrigt maa lnan ikke troe, at Renais- sancens Kunstnere indtoge nogen særdeles hsi Stilling i Samftmdet. Carl VIII rangerede sine Malere, Lærde, Ar- chitekter og Skrcedere omtrent lige lMt, det vil sige sammen med sine kammertjenere; men paa den Tid var ogsaa en Konges eller Stormands Kammertjener en langt fornemmere