Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

152 Person end nogen almindelig Borgermand, han være sig Hnandvcerker eller Kjsbmcmd, rig eller fattig. Kunstneren var saaledes ogsaa fri for nt stille sig paa den fornemme Hvide, som han indtog paa en senere Tid. Man seer derfor ogsaa en Mand som Zean Coilsin snart beskjceftiget i sit Atelier med et Maleri eller en Statue, snart ifcerd med at dekorere et Værelse og atter snart tegnende Mpnstre til Broderier og Kniplinger. Det fimtie jo ikke være andet, end at den voxende Vel- stand maatte give ikke alene Kunsten, men ogsaa Industrien en ny og stcerk Impuls. Da Krigens og Pestens Følger fprst vare forsvundne, stred Nationen rafl frem i Velstand og Velvære, og denne Velvære udartede hurtig til Luxus, som imidlertid dog pna den Tid, her tales om, næsten i alle Retninger røbede Smag og Skjvnhedssnnds. Ludvig XII og Frants I vare ikke blinde for Industriens Betyd- ning; de beskyttede den almindelige Håndværksvirksomhed, som de beflyttede Kunsten. I deres Politik ligeoverfor Zn- dUstrien fulgte de deres Forgængeres Exempel. De be- kræftede Comnmnernes Statuier, gave snart et, snart et andet Lang nye Arbeidsreglementer, oprettede flere Markeder og opmuntrede til Minernes Bearbejdelse. Som hidtil op- traadte Kongemagten hyppigt hemmende, men ogsaa hyppigt opmuntrende overfor Laugene. Det var en simpel Fslge as Laugsegoismen, at Laugene optraadte fjendtligt overfor enhver ny Opfindelse og ssgte at tvinge SDpfmberen til at holde sig til den engang vedtagne Arbeidsmaade; men saa traadte Kongemagten til og hjalp Opfinderen med en Be- villing, som tillod Hain at arbeide Uforstyrret af Laugs- tyranniet. Uden denne Kongemagtens Zndskriden og Be- skyttelse vilde Renaissancens bedste Mcend ikke have faaet Lov til at arbeide i Fred. Og Renaissancens Tid var rig paa Mcend, som uden Hensyn til verdslig Fordeel og Wre ufor- trødent arbeidede for det Formaal, de engang havde sat sig.