Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

217 Hovedopgave. Haandvcerket taber, Kunsten taber, og fyrst og sidst taber Samstmdet ved denne Unaturlige Adskillelse. Tabet folies ikke strax; thi en saadan Adskillelse lader sig ikke tilvejebringe i et Dieblik. Endnu en Stund vedblev det at være det Almindelige, at Kunstneren begyndte sin Løbebane som simpel Haandværker. Fyrst da Kunstnerne antoge og Uddannede Disciple, som aldrig havde havt noget med Haandvcerket at gjpre, blev Adflillelsen fuldstændig. Endnu var den dygtige Haandværker KUnstner, og Kunst- neren oprindeligt en dygtig Haandværker; men den Tid maatte komme og kom virkeligt, da Haandvcerket, sonr var stænget ude fra Kunstens Omraade, mistede det sidste Spor af idealt Sving, medells Kunsten blandt sine Dyrkere var besværet af Middelmaadigheder, som maaskee kunde have fyldt en hæderlig Plads i Haandvcerksstanden, men aldrig kunde blive eller bleve Kunstliere. Kunsten blev efterhaanden fornem, og hverken Kimst eller Videnskab er tjent med exclusiv Fornemhed. Zo mere aaben Porten holdes for Talentet, uden smaaligt Hensyn til Fødsel, Opdragelse og Fordannelse, desto bedre. Der er Zngen og Intet, som ikke taber ved exclusiv Fornemhed. I sin t.aabelige Hoffærdighed bidrager den Sit til at holde Talent og Genialitet udelukkede, og det hevner sig fyrst og meest paa den Fornemme. Under Ludvig XIV fortsattes Adflillelsen; thi endnu tænkte Zngen for Alvor paa at indskrænke Laugstyranniet. Man spgte fim at Unddrage sig det. 1871 oprettedes Akade- miet for Bygningskunst, der oprindeligt begyndte mcb otte Medlemmer. Regjeringen grUndlagde ogsaa paa denne Tid en Skole i Rom for franske Krmstnere. Kort man sygte paa alle Maader at danne en særskilt Kimstnerklasse. Da Ludvig XIV selv overlog Regjeringen forefandt han i Frankrig en Skare af- mægtige Aander baade paa Videnskabens og Kunstens Omraade, som kun savnede en Ampuls fra oven for at sprede Lys og Glands til alle