Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

287 Borge i de tætte Skove boede de store Herrer omgivne af eti større eller mindre Skare livegne Trælle, der arbejdede for dem og ved deres Arbeide tilfredsstillede deres faa Fornødenheder. Som Vederlag for dette deres Arbeide modtoge de bet Nødtørftige, hverken mere eller mindre. Den ene Livegen kunde være mere flatlet og afholdt af sin Herre end ben anden, men han vedblev ligefuldt at være sin Herres Livegen, det vil sige en Person, som var uden Rettigheder og derfor aldeles prnsgiven Herrens Vilkaarlighed. Som Livegen besad han ingen Eiendomsret og eiebe heller ikke Noget; ikke engang Hllstru og Bprn kunde han kalde sine egne. Imellem de store Herrer indbyrdes var Sam- qt)emmet og Sammenholdet ikkun ringe. Om end Afstanden imellem en Stormand og hans Nabo var ringe, boede de dog paa en Maade fjernt fra hinanden; thi af Alfare- veie var der ikkun faa og de vare slette; men endnu niere fjernedes de fra hiiranden ved gjensidig Mistillid. Zkkrm en fælles Fare kunde samle dem itnber en kraftig Konge, men sjældent længere end Faren stod pna; og for en ringe Bagatel feidede de indbyrdes Men ligeoverfor de store Herrer (tote dog foruden Kongen, som ofte var afmægtig nok, Gejstligheden med fine Klostre og Abbedier, og deres Magt voxede Dag for Dag, alt eftersom Christendominen fik mere og mere RaaderUin, og i samme Grad voxede deres Zordeiendomrne og med dem Antallet af de Mennesker, som bleve afhængige af dem. I Klostrene opbevaredes den lille Rest af Oplysning og Færdig- heder, som var reddet af det forfærdelige SamfUndsskibbrud. Christendominen fordrer, at enhver skal æde sit eget Brsd, det vil sige, at Enhver stal arbeide. Den lyste derfor ogsaa Arbeidet i Kuld og Kjpn. Men Kirken gjorde mere. Ved sit Exempel bevirkede den, at fprst Trællene fra Trældom gik over til at blive Livegne, og at disse senere bleve frie Borgere. I disse sine Bestræbelser blev Kirken ftøttet deels