Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

288 af Kongerne, deels af den Arbeidsomhed, den selv havde flabt. Skal Arbejderen virke med Zver, maa han selv kUnne nyde Fragten af sit Arbeide, og det kan han kim som fri Arbeider med Ret til at raade over Udbyttet af sit Arbeide, og det krmde han ikke som Træl eller Livegen. Da Arbejderen fyrst havde naaet nogen Færdighed i sin Haandtering, og Samfundet i sin Heelhed fik Brag, for hvad han frembragte, indsaae han snart, at det vel kunde svare Regning at betale for sin Udlpsning af Livegen- skabets Baand; thi i Reglen maatte han betale, og det temmelig hpit for sin Frihed Kongerne var ikke blinde for den Fordeel og den Zildtægt, som derved tilflpd dem, og da fyrst de havde begyndt med at fælge Fribreve til deres Livegne, fulgte de store Herrer snart efter, og det varede ikke længe, inden Kongen kunde befale, at enhver Livegen flUlde have Ret til at frikjvbe sig. At denne Ret fortrins- vris benyttedes af de Livegne i Byerne og mindre af dem paa Landet, viser kun, at hine fimbe vinde mere derved end disse. Arbejderen vedblev ligefulbt at trænge til Beskyttelse, thi deels blev han ikke Uafhængig af sin Herre, fordi han ikke længer var hans Livegen; deels vidste og følte han, at han endnu hprte til de Smaa og de Svage, som de Store og Mægtige i en saa lovlps Tid ikke toge i Betænkning at mishandle og udplyndre, naar de fandt ham Ubeskyttet. I famine Grad som Arbejderen ved sin Flid vandt Formue, i samme Grad følte han Savnet af en Beflytter, men han fplte ogsaa, at kunde han ikke selv beflytte sig, saa vilde han vanskeligt finde en saadan. Arbejderne fluttebe sig derfor sammen, fprst i mindre Grupper, Lag eller Saug, forn kun omfattede Haandvcerkere af samme Haandtering, og senere i Communer, som omfattede alle Byens Haand- vcerkslaUg. Paa den Maade bleve de Næringsdrivende deres egne Beskyttere, men de bleve tillige en Stand og en