Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

289 Magt, som i Kampen imellem Kongerne og disses mægtige Vasaller kimde lægge et tungt Lod i Vcegtflaalen. Men Haandvcerket og Haandvcerkerne trængte ogsaa til en anden Art Beflyttelse, som gjorde den lcmgsmcessige Gruppering nchveildig. Skulde det enkelte Haandværk bevare sin An- seelse, maatte Haandvcerkerne selv sprge for, at ikke Fuskeri og Bedrageri fik Indpas; Haandvcerket bUrde ikke betroes Andre end de Fagkyndige. Og dette er en Art Beskyttelse, som neppe nogen Virksomhed ganske voxer fra, hvor gammelt og udviklet et SamfUnd saa bliver. Kan eller vil en Virksomhed ikke gjennem sine Udpvere tmage over sig selv, maa den finde sig i, at dens dygtigste Arbejdere trænges og trykkes af Fuskere og Charlataner; thi der vil altid findes Menne- sker, som ville flyde Gjenvei til Pnblicums Gunst. De enkelte Haandteringer trængte ogsaa til endnu en anden Art Beskyttelse, nemlig imod Overgreb og Indgreb lldenfra i deres Virksomhed. Antallet af Haandvcerkere i den enkelte By var beregnet paa denne Byes Forsyning, og en Konge eller en anden mægtig Herre knude derfor meget let foraarsage Forstyrrelse og Tab ved at tillade fremmede, det vil sige udenbyes Haandvcerkere at nedsætte sig i Byen. Saaledes som den Gang By stod overfor By, saaledes staaer nu Land overfor Land, og da det enkelte Land ikke engang nu tør indrpmme et andet Land aldeles fri Indførsel af dets Frem- bringelser, kan man nok forstaae, hvor vigtigt det den Gang var, at holde de Fremmede borte. Det er saa langt fra, at en slig Gruppering as Sam- fundet i Stænder, korporationer og Laug ene finder sin Berettigelse under uudviklede Forhold og i urolige, llsikkre Tider, at man snarere kan paastaae, at den er en naturlig Wiring af ethvert kraftigt og sundt Samfundsliv, og at det tyder paa Oplysning og Forstyrrelse, hvor og naar et Folk flet ikke føler Trang til at gruppere sig. Den Tid er endml fjern, dersom den ellers nogensinde kommer, da et Folk kan 19