Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

293 Uger, ofte mange Maaneder for at naae Maalet. I deres afsondrede og derfor ofte forladte Tilstand maatte Be- boerne af de enkelte Byer og Distrikter slutte sig tæt sammen og enes, som de bedst kunde, om visse nødvendige Vedtægter. Deraf fulgte, at hver By og hver Egn havde sine Vedtægter, og at der ofte var stor Uovereensstemmelse imellem dem. Kongerne, siger Ordsproget, have lange Arme; den Gang rcekkede de ikke langt, og deres Bad og Befalinger naaede langsomt Stedet. Da de senere ssgte at tilvejebringe ftørre Eenhed i Riget, msdte de overalt disse yderst for- skjellige Vedtægter, der i Tidernes Lsb vare blevne ligesaa mange Særrettigheder, som de vare nydte til at respektere, naar de ikke vilde afstedkomme Forstyrrelse og Tab. Hvor vanskeligt det var at tilvejebringe Eenhed, sees bedst deraf, at endnu 1789 havde de fleste franste Provindser deres Særrettigheder, som satte en Grcendse imellem Provinds og Provinds. Der var i hine Tider ikkun eet virkeligt Bindeled imellem de Enkelte; det dannede Romerkirken. Uden den havde Adspltttelsen vceret endnn stsrre. Med en vidunderlig Dygtighed havde den tidligt vidst at Udstrække sin Myndighed og hævde den over alle de christne Folk i Syd-, Vest- og Nordeuropa. Men i'sin Stræben ester Eenhed og Heelhed oversaae den og maatte den oversee Folkeeiendommeligheder. Den traadte ikke disse Ejendommeligheder for nær, men den oversaae dem, saa længe de ikke traadte den hindrende i Beten. Den var derfor lidet tilbytelig til at agte paa Rigsgrcendsen, og den tog aldrig i Betænkning at optræde ilnod Kongerne og deres Eenhedsbestrcebelser, naar de traadte dens egne i Veien. Den vilde vcere en catholsk, det vil sige en universel Kirke, og for denne sin Stræben satte den alle Hensyn til Side. Der var saaledes kun eet virkeligt gejstligt Overhoved, men den verdslige Magt var deelt imellem altfor mange Herrer; thi det var forholdsviis kun en ringe Deel, af hvad vi nu betragte som Statsmyndighed,