Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

296 Førstningen havde de fleste Laug en aldeles demokratisk Indretning og Ordning, hvori Ligheden i Kaar og Stilling var det meest fremherskende Træk. Der var ssrget for, at enhver Mester funbe have fit Udkomme, den ene Ugesaa rigeligt som den anden, og man holdt ikke af, at nogen Mester Udvidede sin Bedrift altfor meget paa en andens Bekostning. For at de ikke skulde blive for mange om Ar- bejdet og Fortjenesten, var det en almindelig gjceldende Regel, at ingen Mester maatte holde flere end to Lærlinge. Herved blev ogsaa Svendenes Antal begrcendset, og ihvorvel dette intetsteds findes fastsat, synes dog Sædvane og Forhold at have holdt dette indenfor samme snevre Grændser. Nogen stor Tilbpielighed til at holde mange Svende kan der paa den Tid neppe have været, ellers vilde man vel ikke have havt nodigt i Laugsreglerne at fastsætte, at enhver Mester, som antog en trebie Læredreng, ogsaa skulde antage en tredie Svend. Tingen var vel den, at Mestrene havde fllldt saa megen Fordeel af deres Lærlinges Arbeide som af Svendenes, iscer da Læretiden som oftest var uforholds- mæssigt lang. Svendene, som paa den Tid alle havde en rimelig Udsigt til at blive Mestre, bleve ikke af Mestrene betragtede som underordnede Skabninger, men som Med- arbejdere, hvad de jo ogsaa vare. De havde derfor heller ikke nogen Grund til at fjerne sig fra Mestrene og danne en særegen, afsondret Klasse. Men en slig Lighed r Kaar kan ikke holde sig længe, og den bevaredes heller ikke ret længe. Forfljel i Dygtighed, Orden, Paalidelighed og Sparsommelighed Udsvede ogsaa her sin sædvanlige Ind- flydelse, Nogle bleve rigere, Andre bleve fattigere. Zo bedre Tiderne bleve, jo mere Industrien udviklede sig, desto fordelagtigere blev ogsaa Haandvcerksmestrenes Stilling, og i samme Grad bleve Mestrene ivrige for at bevare disse Fordele i deres egen Familie og ikke at forøge Mestrenes Antal. Den simple Fplge heraf blev, at man endnu mere