Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

323 ene og den anden, gav os en friere Raadighed over de i Samfundet tilstedeværende aandelige og materielle Kræfter. Det gamle Samfimd havde fuldt op af Reserver i alle mulige Retninger, fuldt op af Skatte og Rigdomme, som det selv knap havde en Ahnelse om. Det nye Samfund har næppe o æret seendrcegtigt med at finde disse Skatte og at tilegne sig dem. At det fandt dem, og som rette Arv- tager satte sig i Besiddelse af dem, kan man ikke bebrejde det. Det gamle ©amfunb havde, beete fordi det ikke kjendte de Midler, det nar i Besiddelse af, deels fordi det ikke vidste, hvorledes det stalde tilegne sig dem og benytte dem, i al sin Rigdom været fattigt og derfor været nydt til at forsømme Meget og lade Meget forfalde. Det nye Samfund har derfor været ikke blot berettiget, men ligefrem forpligtet ikke alene til at sætte sig i Besiddelse af Arven, men ogsaa til at oprette Fortidens Forsømmelser ved Hjælp af denne Arv. Det kan man ikke bebrejde det; det er endog fortjenstligt. Men det er derimod ikke berettiget til at indbilde sig, at det selv har skabt disse Midler og at det derfor kan anvende dem, som det vil uden selv at flabe en ny Reserve, som det kan efterlade Efterkommerne. Vi skulle nu med et Par Ord omtale disse Reserver, som det nye Samfund har trukket til sig og tildeels forbrugt. Her i Landet rettede den politiste Bevægelse sig fyrst og eftertrykkeligste imod Fcesteforholdet. Agitationen til Fordeel for Bondestanden og for Selveiendom var begyndt en Deel Aar før 1848, og meget Fcestegods var allerede da gaaet over til Selveiendom. Efter 1848 blev Agitationen endnu stærkere, og i en længere Aarrcekke svævede Tvangs- aflvsningslove truende i den politifle Horizont. Det var imidlertid ikke faa meget Frygten for disse Tvangslove, som Hensynet til egen Pengefordeel, der bevægede saa mange Godsejere til at sælge deres Bvndergaarde til Fæsterne. Hvorom Alting er, i en sorholdsviis kort Aarrcekke gik den 21*