Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

325 Skatter maatte være tilstede i rette Tid, og han var jo lige saa lidt som nogen anden Landbruger sikker paa gode Aar, det vil sige god Hsst. Han maatte bestandigt tænke paa at samle noget til Bprnene, dersom han havde flere; thi ikkUn eet Barn kunde vente at faae Gaarden efter ham. Han var derfor i Reglen meget, ofte til Overdrivelse for- sigtig med sine Penge. Naar saa en af disse oekonomifle Kriser, som nu med en vis Regelmcessighed hjemsøger SamsUndet, indfandt sig, forblev den talrige Bondestand uberørt af den, uden for saa vidt, at den maaskee for en kort Tid maatte lade sig nøie med lavere Priser paa sine Frem- bringelser. En enkelt Bonde, der havde været dristigere end sine Ievnlige, kunde miste sine Sparepenge; men han blev dog ved Gaarden. Hvilket Hold, hvilken Sikkerhed det giver Samfundet, at en saa vældig Masse, dets betydnings- fuldeste Klasse, for den allerstørste Deel holdes Udenfor disse oekonomifle Kriser, behøver man vel ikke at fremhæve. Sam- fundet i sin Heelhed vilde maastee bevæge sig noget lang- sommere, men hvad Udviklingen tabte i Hurtighed, vilde den vinde i Sikkerhed og Stadighed. Nu er den allerstørste Deel af Bsndergodset overgaaet til S elv eiend om, og hermed er hun Sikkerhed, hiin Betryggelse opgiven, og den vil ogsaa tabe sig Aar for Aar, alt eftersom Bpndergaardene, lige som anden Selveiendom, blive beheftede, og deres Eiere derved blive afhængige af Pengemarkedets Tilstand. Zo flere af Samfundets oekonomifle Kræfter der trækkes ind i den almindelige Speculation, desto voldsommere ville de oekonomifle Kriser ramme det, og desto længere ville deres Følger og Virkninger syles. Denne Reserve have vi altsaa ogsaa trukket ind med ide daglige Om- sætningsforhold, og den var dog saa særdeles god at falde tilbage paa i de trange Tider. Har man gjort sig det rigtigt klart, hvad det vil sige, at faae Hovedmassen af Landets Jordbrug — vor egentlige Velstandskilde — rystet